Music Retail Denmark, der blandt andet står bag den største danske musikkæde 4Sound, har for fjerde år i træk stort underskud, og nu har den norske ejer derfor valgt af fyre en række ledere i koncernen - blandt andet den danske administrerende direktør Jens Eskildsen.

Det skriver Finans.

Jens Eskildsen oplyser til mediet, at han fratræder sin stilling i slutningen af året, hvorefter svenske Patrik Johansson fra Stockholm skal være den nye chef for den danske afdeling af Music Reail Denmark.

Musikkæden 4Sound har butikker i København, Odense, Aarhus, Esbjerg og Aalborg samt en webshop og sælger forskellige musikinstrumenter, indspilningsstudier og andet musikudstyr, og i år har Music Retail Denmark, der står bag de danske forretninger, offentliggjort et underskud på mere end 10 millioner kroner efter skat i 2016.

Det er det største underskud i de seneste fire år, hvor kæden også har blødt millioner.

I regnskabet fremgår det ifølge Finans også, at der er 'væsentlig usikkerhed om fortsat drift', og at det derfor kan blive nødvendigt med økonomisk hjælp udefra.

Det fremgår dog også, at ledelsen forventer overskud gennem en stigende kundekreds.

4Sound hed oprindeligt Musikhuset Aage Jensen og blev stiftet tilbage i 1973.