Mens en kraftig storm hærger Vesteuropa, så kan danskerne ånde lettet op. Danmark bliver sandsynligvis skånet for knækkede træer og afblæste tage, når stormen natten til mandag passerer landet

- Der kommer en jævn til hård vind, og der kan komme nogle kraftige vindstød i løbet af mandag, men det bliver slet ikke i samme omfang som, det er blevet set i Vesteuropa, forklarer vagthavende hos Dmi til bt.dk

Anderledes voldsomt har det været i det vestlige Europa, hvor mindst 53 har mistet livet. Uvejret har skabt kaos på kyststrækninger flere steder i det vestlige Europa fra Portugal op til Holland og Tyskland.

Over en million hjem har fået afbrudt el-forsyningen under stormen, som har fået navnet "Xynthia", og som har vindstød på op til 150 kilometer i timen. Otte meter høje bølger har slået ind over Frankrigs kyst og oversvømmet strækninger, hvor lokale indbyggere har måttet søge tilflugt på hustagene.

Omfattende strømafbrydelser i Frankrig har ramt over en million huse, og Air France måtte aflyse 100 fly i Paris-lufthavnen Charles de Gaulle, hvor dele af en terminal blev beskadiget under stormen.