Frygten for smitte med svineinfluenza får nu de danske myndigheder til at fraråde alle unødvendige rejser til Mexico.

Udenrigsministeriet og sundhedsstyrelsen ændrer nu kurs og fraråder alle rejser til Mexico, der ikke er nødvendige. Udenrigsministeriet har valgt at opdatere rejsevejledningen for landet.

- Vi har valgt at følge Sundhedsstyrelsens afgørelse om at fraråde unødvendige rejser til Mexico, siger den vagthavende i Udenrigsministeriets borgerservice.

I rejsevejledningen skiver Udenrigsministeriet:

- Adskillige tilfælde af Ny influenza (svineinfluenza), der smitter mellem mennesker, er rapporteret i Mexico. Den danske sundhedsstyrelse fraråder alle rejser, der ikke er nødvendige, til Mexico for at forhindre, at rejsende fra Danmark udsættes for smitte med den nye influenza (svineinfluenza - H1N1).

Tidligere har de danske myndigheder opfordret rejsende til at følge de mexicanske myndigheders råd og vejledning. Mens verdenssundhedsorganisationen WHO har opfordret til, at rejsende, der er syge, udskyder deres internationale rejse. Derudover har WHO anbefalet hyppig håndvask med vand og sæbe.



/ritzau/