Den danske fotograf Daniel Rye sad gennem mere end et år i fangenskab hos terrororganisationen Islamisk Stat. Til februar rejser han til borgerkrigshærgede Sydsudan i jagten på nye billeder.

Det skriver dr.dk

Han har oplevet krigens rædsler og grusomheder på aller tætteste hold. I nøjagtigt 398 dage overlevede han at være i kløerne på brutale gidseltagere i Syrien, men den barske oplevelse har ikke været nok til at knække den 26-årige freelance-fotograf.

For Daniel Rye, som for nylig vendte hjem efter et to uger langt ophold i Sydsudan, er endnu en gang klar til at pakke kufferten og slynge kameraet over skulderen. Til februar tager han retur til det borgerkrigsramte nordøstafrikanske land, der ifølge en ny FN-rapport er hærget af tortur, børnesoldater og henrettelser.

»Jeg kan godt forstå, at folk sikkert tænker ’Hold kæft, en idiot’. Men når man har oplevet konsekvensen af storpolitik, når man har mærket smerte og en del af verdenshistorien tæt på, som jeg har, så er det svært at komme hjem til Danmark og fotografere katte og elevportrætter,« fortæller Daniel Rye i radioprogrammet Radiofortællinger på Danmarks Radios P1.

Men selvom rejselysten fortsat er intakt, så bliver det ikke til et gensyn med Syrien. Det fortæller Daniel Rye til P1, men det betyder dog langtfra, at han har mistet modet til at rejse til andre af verdens brændpunkter.

Den 26-årige freelancer rejste tilbage i maj måned 2013 til Syrien, og blev allerede dagen efter sin ankomst taget til fange af maskerede mænd med maskingeværer.

Daniel Rye rejser endnu en gang til et af verdens brændpunkter i næste måned. Her ses han i forbindelse med et interview, i anledning af udgivelsen af Puk Damsgårds bog om ham, med titlen "Ser du månen, Daniel".  
Daniel Rye rejser endnu en gang til et af verdens brændpunkter i næste måned. Her ses han i forbindelse med et interview, i anledning af udgivelsen af Puk Damsgårds bog om ham, med titlen "Ser du månen, Daniel".   Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Herefter tilbragte han 398 dage som gidsel i Islamisk Stats varetægt, hvor han blev udsat for grusom tortur. Da torturen var værst og ydmygelserne størst, var der ikke mere mening tilbage. Daniel forsøgte at tage sit eget liv.

»Jeg er glad for, at det ikke lykkedes. Men på det tidspunkt virkede det som det eneste rigtige at gøre. Jeg ville ikke være en del af den smerte, jeg blev udsat for, og jeg var overbevist om, at jeg ikke kom hjem igen. Jeg ville tage mit liv i mine egne hænder, for jeg frygtede også, at de ville lave en grim video med mig, som jeg ikke synes, mine forældre skulle se,« har Daniel Rye tidligere fortalt.

Mens alt det stod på, oplevede han samtidig, hvordan flere af hans medfanger blev henrettet. En af dem var den amerikanske journalist James Foley, som blev henrettet af den berygtede IS-bøddel Jihadi John. Inden da havde Folet mod slutningen bedt Daniel om en tjeneste. Han skulle memorere en besked til Foleys familie.

»Det var frygteligt. Det var jo et dødsbrev. En afsked til hans familie. Han havde accepteret sin egen død,« har Daniel Rye fortalt.

»Det var ikke et særlig nemt brev at bære med ud. Det var nemt at huske, men jeg kunne ikke holde det i mig mere, da jeg havde fortalt det til hans forældre. Jeg blev nødt til at lægge det bag mig. Komme videre. Hvis jeg skulle tænke på det brev hver dag, så ville jeg være et vrag i dag.«

Daniel Ryes forfærdelige oplevelser blev skildret i DR-journalisten Puk Damsgaards bog 'Ser du månen, Daniel', der for nylig blev belønnet med en Cavlingprisen.

Først i sommeren 2014 blev Daniel Rye løsladt fra sit 398 dages lange mareridt, efter at hans familie betalte 2,04 millioner euro til gidseltagerne fra Islamisk Stat. Hele det 13 måneder lange gidseldrama blev dengang holdt hemmeligt, og først efter frigivelsen fik offentligheden indblik i Daniel Ryes grusomme historie.