Coop svinger kniven over alle dagligvarekoncernens Fakta Q-butikker.

Danske forbrugere kommer løbende til at vinke farvel til alle landets 18 såkaldte Fakta Q-butikker. Coop har besluttet at droppe konceptet helt og vil erstatte butikkerne med almindelige Fakta-butikker.

Det skriver Fødevarewatch ifølge detailfolk.dk.

Peter Høgsted, der administrerende direktør for Coop, siger, at koncernen vil omdanne Fakta Q-butikkerne til almindelige 'røde' Fakta-butikker, efterhånden som de skal moderniseres og opdateres:

»Fakta Q bliver omdannet til de normale Faktaer. Vi vil ikke længere køre to koncepter i Fakta,« siger Peter Høgsted, til Fødevarewatch ifølge detailfolk.dk.

Meldingen om udfasningen af Fakta Q kommer efter, at Coop torsdag præsenterede en kæmpemæssig nedgang i overskuddet. Resultatet for dagligvarekoncernen og dens selvstændige brugsuddelere for 2016 endte blot på 170 millioner kroner før skat. Resultatet for 2015 lød derimod på 456 millioner. Den massive tilbagegang skyldes netop Fakta-kæden, der har givet underskud de seneste år.

Coop lancerede konceptet Fakta Q tilbage i 2011, hvor kunderne i stedet for det klassiske røde Fakta-logo blev præsenteret for Q-butikkerne med et karakteristisk grønt logo. Disse butikker har foruden discountvarer haft særligt fokus på hurtige færdigretter, sandwich og kaffe.