»Vores smukke, dejlige bror har mistet livet. Uventet, voldsomt og alt for tidligt. Han blev 55 år og var ikke klar til at dø, men han satte livet – og især andres liv – så højt, at han var parat til at risikere sit eget, hvis det gjaldt.«
Sådan indleder Finn Nørgaards to søstre deres gribende mindeord til deres afdøde bror, der mistede livet under terrorangrebet ved Krudttønden i København den 14. februar i år. Tirsdag bliver Finn Nørgaard bisat fra Grundvigskirke i København. Den afdøde filmmands familie ønsker på nuværende tidspunkt ikke at tale med pressen, men BT kan nu offentliggøre mindeordene, som hans søstre har skrevet:
Læs også:
»Vi havde et meget tæt sammenhold som børn, hvor vi støttede hinanden, og Finn var den kæreste dreng, man kunne forestille sig. Han var altid livlig og fuld af tanker og ideer, og hans glade sind var et lys for os to søstre. Allerede dengang var det tydeligt, at Finn var noget særligt, fordi han både rummede at have hele sit drengevæsen med fart og ballade og samtidig være følsom og empatisk. Det var egenskaber som han holdt fast i og videreudviklede, efterhånden som han blev ældre.«
Søstrene skriver videre, at Finn Nørgaard 'voksede op til at blive en høj og flot mand. Han dyrkede meget sport og var veltrænet, men samtidig var han også kulturel og interesserede sig meget for film, musik, kunst og design. Vi søstre kunne godt forstå, at mange piger blev fascineret af ham. At hans karriere skulle blive inde for filmens verden var ikke overraskende, for han var kreativ og nytænkende, og vi og vores forældre var så umådeligt stolte af ham.'
Læs også:
»Som voksen havde Finn travlt. Der var hele tiden nye projekter både arbejdsmæssigt og privat, men Finn holdt altid tæt kontakt, og han var ikke kun vores bror, men også vores bedste ven.
Da vi fik børn, var Finn der. Han var som en reservefar. Han interesserede sig oprigtigt for vores børn, var med til alle deres fødselsdage og gjorde sig stor umage med at finde gaver. Finn gjorde et enormt indtryk på dem, fordi han var helt nærværende, når de var sammen, og han syntes, at det var sjovt at lege med dem samtidig med, at han var forstående og lyttende. For vores børn er tabet af Finn meget svært at bære.«
Søstrene fortsætter:
Læs også:
»Finn fik desværre ikke selv børn, men han blev en reservefar for mange andres børn. Ikke kun vores, også hans venners børn og sin kærestes datter. Han interesserede sig så meget for børn og unges vilkår, at det også afspejlede sig i hans professionelle virke. Det vil man kunne se eksempler på i den kommende tid, når Finns dokumentarprogrammer om de indsattes liv og deres børn bliver sendt på DR. Disse udsendelser betød meget for Finn, og han var optaget af de mennesker, både voksne og børn, han havde mødt i fængslerne. Finn var indlevende og forsøgte at forstå deres situation, og han ønskede at hjælpe de – og andre – børn i en svær situation.«
Finn Nørgaards familie og venner har efter terrorhandlingerne i København grundlagt 'Foreningen Finn Nørgaard', der hvert år den 14. februar vil 'uddele et støttende beløb til en organisation eller person(er), der har gjort noget særligt i forhold til foreningens formål. Det kan eksempelvis være i forhold til integration af indvandrere og indvandreres efterkommere i Danmark, eller til andre initiativer, der skaber nytte for børn og unge, der har brug for det.'
Foreningen bygger på Finn Nørgaards livsværdier, som var ''kærlighed', 'dannelse' og 'dialog' - og foreningen er således skabt i Finn Nørgaards ånd.
»Det var kendetegnende for Finn, at han altid stillede op, når der var brug for det. Uanset hvor travlt han havde, var han parat til at hjælpe. Måske var det også den egenskab, der gjorde, at Finn forsøgte at stoppe attentatmanden foran Krudttønden den 14. februar. Vi ved ikke, hvad Finn tænkte på i den situation, men vi er sikre på, at det ikke var hans egen men andres sikkerhed, han var optaget af. Finn var et menneske, som handlede og greb ind, når der var behov for hjælp eller fare på færde,« skriver søstrene, der afslutter deres mindeord således:
»Finn døde på Valentines dag, hjerternes dag. Måske er der et særligt symbol i dette, for Finn havde et stort hjerte for andre, og han har berørt rigtig manges hjerter igennem sit liv.
I vores sorg over tabet af Finn, betyder det meget for os, at Finn bliver husket for sit menneskesyn. Det sidste, han ville ønske, var, at hans død skulle være et symbol på fremmedgørelse og kulturelle konflikter. Han troede på, at vi skulle gøre alt, hvad vi kunne for at skabe et ordenligt samfund, og han viste igennem hele sin måde at være på, at den korteste vej mellem mennesker er bygget på interesse, respekt og forståelse. Kære bror og elskede ven. Du er savnet mere end ord kan beskrive.«
