Københavns Sydhavn får som de første en kirke på vand. Kirken er særligt tænkt til de nye havneområder.

København. Fra næste år kan man få en gyngende dåb, konfirmation eller vielse, når landets første flydende kirke tages i brug.

Kirkefondet, der er en privat, kirkelig organisation, har besluttet at bruge 10 millioner kroner på at bygge en kirke, der skal bruges i nye beboelsesområder, hvor man endnu ikke har kirkelokaler. En såkaldt husbådskirke.

- Da mange nye boliger ligger i nærheden af en havn, vil det være oplagt, at have en husbådskirke. For når den så har gjort tjeneste i Sydhavnen, kan den slæbes hen til et andet sted, siger Finn Dyrhagen, næstformand i Kirkefondets bestyrelse.

Husbådskirken søsættes i Sydhavnen i København, hvor befolkningstilvæksten er stor. Her skal den bruges til både gudstjenester, dåb og vielser, indtil området får en kirke på fast grund om et par år.

Derfor er der også behov for, at båden har en vis størrelse. Med en 150 kvadratmeter stor platform bestående af en stor udendørs terrasse og et åbent rum, der kan indrettes efter anledning, vil husbådskirken kunne rumme omkring 100 personer.

Og projektet møder, ifølge Finn Dyrhagen, opbakning fra flere sider.

- Hver eneste gang, vi i forskellige sammenhænge har nævnt idéen, har mennesker inden for den kirkelige verden - og også mennesker udenfor - været glade for idéen om en kirke, der netop kan flyttes, siger han.

Kirkefondet har i mere end 100 år stået for at bygge kirker over hele Danmark. Selv om folkekirken har råderet over kirkerne, er det Kirkefondet, som i flere tilfælde står for at sælge grundene, når kirkerne ikke længere er i brug.

Finansieringen af husbådskirken vil således ske ved hjælp af penge, som organisationen har, efter at flere københavnske kirker de seneste år er blevet solgt.

Tidligere har man opstillet vandrekirker på byggegrunden. Vandrekirkerne har således fungeret som midlertidige kirker.

Hvor kirken lægger til næste gang er endnu usikkert. Men man har i øjeblikket øjne på Nordhavn, og også andre byer rundt omkring i landet har vist interesse, lyder det fra Finn Dyrhagen.

Den flydende kirke forventes at stå klar i Sydhavnen i løbet af foråret 2019.

/ritzau/