Dansk porno er også kulturarv – og en del af Golden Days Festival, når den erotiske livsstilsbutik Lust og danske pornohistorikere fortæller om »Swinging Copenhagen«.

»Vidste du, at der fandtes seks-syv pornobutikker på Strøget i starten af 1970erne,« spørger forlægger Jon Nordstrøm.

Her i 2015 er den »erotiske livsstilsbutik« Lust i sidegaden Mikkel Bryggers Gade det nærmeste, man kommer en pornoshop på Strøget. Og netop her er der porno på plakaten lørdag aften, når Jon Nordstrøm, den gamle dokumentarfilminstruktør Nils Vest og Husets Biograf for anden aften i streg trækker fulde huse til eventet »Swinging Copenhagen«.

Fredag aften var der foredrag ved forfatter og pornoconnaisseur Jack Stevenson samt visning af filmen »Gift« fra 1966, hvor frisindet ulmede, men porno stadig var ulovlig.

Lørdag aften fokuserer man på 1969, hvor pornoen blev frigivet og »det hele eksploderede«, som arrangørerne beskriver det.

Under titlen »Sex Shop Stories« indleder Jon Nordstrøm aftenen med at berette om den korte, men heftige tid, hvor Danmark var foregangsland for pornoen. Det begyndte med frigivelsen af tekstporno i 1967 og tog for alvor fart med frigivelsen af billedporno i 1969.

»Jeg fortæller om Danmarks første sexmesse i K.B. Hallen »SEX 69«, hvor folk fra hele verdenen valfartede til. Det var revolutionerende at have et sådan arrangement, der kom endda et amerikansk TV-hold og filmede. Som en journalist skrev – vist endda fra jeres avis – var der over en kilometer lang kø uden for,« fortæller han.

For et par år siden gennemgik Jon Nordstrøm tusindvis af gamle udklip, da han fortalte dansk pornos historie i den anmelderroste bog »Dansk Porno - Danish Porn«.

»Den vare, som før var lumsk og skummel, blev pludselig handlet lovligt over disken. Der åbnede sexbutikker rundt om i København, og der blev virkelig gået til stålet. De lå jo og knaldede på scenen, også til messen i K.B. Hallen.«

Jon Nordstrøm vil også sætte pornoen ind i et større samfundsmæssigt perspektiv.

»Frigivelsen af porno lå i tiden. Hippierne, de frigjorte og intellektuelle var tilhængere af, at en hver form for censur blev ophævet. Men allerede i 1972-1973 havde de kommercielle interesser i pornobranchen taget over, og hele den der hippieting med fri sex døde ud. Det kan godt være, hippierne stadig badede nøgne i Christianshavns Kanal og gik topløse, men pornoen blev mere hardcore, og der kom senere et moralsk opgør fra den samme gruppe af mennesker, som mente, at pornoen var blevet for meget og blandt andet var kvindenedgørende,« fortæller Jon Nordstrøm.

Netop kvindenedgørende porno er noget af det, man har styret udenom i Lust, siden den erotiske butik åbnede i 1998. Det forklarer Kate Lis, der arbejder i Lust og er medarrangør af eventet i aften.

»Vi prøver at være mere visionære i Lust. Den porno, vi forhandler, er kvindepositiv og sexpositiv – den viser, at sex gerne må være noget med mennesker, der rent faktisk godt kan lide hinanden. Vi leder efter autenticitet, porno, der viser sex, som det reelt er – og holder os væk fra klassisk porno set fra en mandlig synsvinkel.«

Kate Lis arbejder blandt andet med Lust Saloon, som er den del af Lust, der arrangerer film, foredrag og events af erotisk karakter. Hun er også tilknyttet Husets Biograf – og i fuld gang med at blande sangria og lave 1970er-pindemadder med osteblokke og cocktailpølser til aftenens event, da vi fangede hende for at spørge hende, hvad man kan lære af den tid:

»Det interessante ved den tid var, at det var et frigørelsesprojekt for både mænd og kvinder. Det går igennem i mange af de klip, vi viser i aften. Det var noget »empowerment« over det, et skift i både mænd og kvinders selvforståelse, og ikke præget af den mørke skygge, som man meget ser i pornobranchen i dag,« mener hun.

»Det var en æra, hvor hele verdenen kiggede på os. Det var en fantastisk branding af Danmark og af det danske frisind – frisind er svært at oversætte til engelsk, men mere en mental indstilling i den danske befolkning. Og bestemt en del af den danske kulturarv,« forklarer Kate Lis med henvisning til, at »Swinging Copenhagen« er en del af Golden Days Festivalen.

Kulturarvsfestivalen Golden Days har som et af sine temaer i år »Important Shit«, hvor den traditionelle opfattelse af kulturarv udfordres og udvides med elementer fra »hverdagen, privaten og populærkulturen«, som det hedder i programmet. Og frisind og fri porno er... important shit.

Efter Jon Nordstrøms foredrag i Lust går man i samlet flok over i Husets Biograf og får en drink og en pindemad, før tæppet trækkes til side for Nils Vests dokumentarfilm »Sex Engros« fra 1971.

Efter filmen, der blandt ander viser sjældne optagelser fra datidens sexklubber og bordeller, er der Spørgsmål-Svar – eller Q&A, som det hedder, for hele aftenens program foregår på engelsk – hvor den nu 72-årige dokumentarfilmsinstruktør svarer på spørgsmål fra publikum sammen med Jack Stevenson.

Og i morgen kan man måske få fat i nogle godbidder selv. Husets Biograf holder i hvert fald »Cinema Loppemarked« søndag kl. 12-18, hvor de sælger ud af gemmerne. Det er fem-seks år siden, biografen sidst har ryddet op, og der vil blive sat mange »møgbillige« filmrelaterede effekter til salg såsom 16 mm- og Super 8-film, trailere og fraklip i 35 mm-formatet og diverse bøger og plakater.