Vidste du, at Danmark har vundet VM i fodbold? Kvindernes sejr i 1971 er knap nævnt i historiebøgerne og selv i dag - hvor det danske kvindelandshold spiller EM - rækker kampen stadig langt ud over grønsværen.
Snart 46 år er der gået. Men følelsen af den frydefulde gåsehud, af suget i maven, ligger lagret lige under deres aldrende hud, sidder i deres blod og kan fremkaldes på et splitsekund alene ved synet af den lille medalje, som ligger foran dem.
»Det var kæmpestort,« siger den ene så. Med stolt og bevæget stemme.
De er verdensmestre. I fodbold. Men modsat EM-holdet fra 1992 er de ikke en del af danskernes identitet. Modsat Peter Schmeichel, John ‘Faxe’ Jensen og Flemming Povlsen blev de ikke inviteret på Københavns Rådhus til pandekager og håndtryk i anledning af hverken det ene eller det andet jubilæum. De eksisterer knap i historiebøgerne. For de er kvinder.
Nu sidder tre af dem - Inger ‘Tulle’ Pedersen, Solveig Hansen og Lena Schelke - rundt om et bord i Kongens Have i København. Med kaffekopper og minder foran sig. Minder om den septemberdag i 1971, hvor de vandt VM i Mexico.
Minder om et liv med fodbold. Og fordomme.
»Dem kommer man ikke til livs. Dem må man bare lære at leve med,« er den erkendelse, som 67-årige ‘Tulle’ Pedersen er nået frem til.
Sådan var det for dem. Sådan er det for dét landshold, som lige nu kæmper i Holland. Mener alle tre omkring bordet.
Tidligere ligestillingsminister Lykke Friis - som selv er gammel fodboldpige - kalder det ‘synd og skam’, at ‘Tulle’, Solveig, Lena og de andre-VM vinderne aldrig fik den anerkendelse, de havde fortjent.
»For man skal selvfølgelig fejre sine talenter og sine sejre. Prøv at tænke på, hvor meget EM sejren i 1992 fylder. Ikke alene i vores fælles fodboldfortælling, men også i vores nationale selvforståelse,« siger 47-årige Lykke Friis, som i dag er prorektor for Københavns Universitet og næstformand i Dansk Boldspil Unions Kvindekommission, hvor hun sammen med formand Helle Thorning-Schmidt uden for banen skal kæmpe nogle af kvindernes kampe. Og Lykke Friis ser - i modsætning til VM-damerne - lys for enden af spillertunnelen.
»De helt store klubber i verden investerer massivt i kvindefodbold. Af de ti rigeste klubber er det kun Manchester United, der ikke gør. Og det er jo ikke, fordi de over natten er blevet feminister, men fordi de har erkendt, at når man styrker kvindefodbolden, så styrker man fodbolden, som mere end nogensinde før har brug for at få styrket sit brand,« siger Lykke Friis, som har intentioner om at give mandeverdenen kamp til stregen.
»Jeg går ind i det her, fordi jeg er gammel fodboldspiller. Så det er mit hjerteblod. Men også udfra en ligestillingstankegang. Hvis piger eller kvinder vælger at spille fodbold, skal de tilbydes samme vilkår,« mener hun og påpeger, at kvindefodbolden allerede har bevist, at den kan trække seere til skærmen.
»Ved EM i Sverige for fire år siden slog semifinalen Tour de France i seertal. Og sidste søndag, hvor kvinderne spillede deres første EM-kamp, var der mellem 400.000 og 600.000, der så med. Derfor skal vilkårene mellem kønnene udlignes. Også de økonomiske.
For det siger sig selv, at hvis du ikke bliver frikøbt op til en turnering, men er nødt til at arbejde ved siden af, så bliver resultatet derefter. Så føles det som at spille fodbold med et par sandsække om benene.
Sådan ville det helt sikkert føles for Christian Eriksen eller Kasper Schmeichel, hvis de skulle spille på de vilkår. Så det er ret banalt.«
VM-damerne voksede op i 1950erne og husker barndommen som én, hvor man rendte rundt ude på vejen med de andre børn, hvor man kravlede i træer og drattede ned. Hvor man løb på rulleskøjter og faldt. Og så spillede man fodbold. Med drengene.
»Jeg kan slet ikke huske, at jeg legede med dukker,« siger Solveig Hansen.
»Eller legede andre pigelege. Det gad jeg ikke. Jeg var altid møgbeskidt,« supplerer ‘Tulle’ Pedersen og fortsætter:
»Jeg tror, at dét, der var generelt for den tid, var, at der ikke var de store restriktioner fra vores forældre angående, hvad vi måtte og ikke måtte. Så vi spillede fodbold, og spillede det for sjov.
Vi spillede ikke specielt taktisk eller teknisk, men fordi vi ikke kunne lade være. Det tror jeg, at vi tog med os. Og måske var det vores force,« siger ‘Tulle’ Pedersen med reference til den senere VM-sejr.
I 1959 kom der for alvor skred i kvindefodbolden i Danmark.
Dét år stod ugebladet Femina bag et initiativ til en landsdækkende pokalturnering i kvindefodbold. Succesen blev stor. Og snart var BK Femina født, Danmarks første kvindefodboldklub.
Præcis hvor og hvornår udtrykket ‘Livet er for kort til kvindefodbold’ stammer fra, vides ikke. Men allerede dengang var ikke mindst pressen gennemsyret af nedladenhed over for kvindernes entré på grønsværen. Især da de indtog ‘helligdommen’, Idrætsparken i København.
‘Intet kan de stakkels mænd have for sig selv. Om det så er Idrætsparkens fodboldbane’ skrev Berlingske Tidende, og tilføjede lettere hånligt i en note om BK Feminas kamp: ‘en back kunne have headet væk på mållinjen, men i sidste øjeblik tænkte hun på krøllerne og dukkede hovedet’.
Omtale fik de i det hele taget ikke meget af. Og når der blev skrevet om dem - som i Billed Bladet i sommeren 1968 i forbindelse med en turnering i Tjekkoslovakiet - var det ofte med overskrifter som ‘Hårde tacklinger og let make-up’ og billeder af ‘Danmarks kønneste fodboldhold’ i bikini.
Ingen af de tre VM-damer ved bordet i Kongens Have spillede dog for BK Femina. Som 18-årige fik Lena Schelke, Solveig Hansen og ‘Tulle’ Pedersen plads i hver sin klub. Og selv om deres familier bakkede op om dem og deres for den tid uhørte valg, mærkede de tidens fordomme mod kvindefodbold. Ikke mindst fra journalisterne.
»De skrev næsten ikke noget. Og når de gjorde, var det faktisk meget nedladende i begyndelsen,« siger Lena Schelke.
»Men der var også journalister, der bakkede op om kvindefodbold. Bl.a. Peter Fredberg fra BT,« tilføjer ‘Tulle’ Pedersen.
Den store scrapbog er kommet frem på bordet. Et begejstret lys er tændt i deres øjne, stemmerne bliver mere og mere ivrige.
BK Femina deltog i 1970 i et uofficielt VM i Italien. Og vandt. Det gav blod på tanden.
DBU - Dansk Boldspil Union - ville dog på ingen måde have kvindefodbolden under sine hæderkronede faner. Derfor havde landets kvindehold måttet stifte Dansk Kvindefodbold Union for dels at fremme kvindefodbolden, dels arrangere og deltage i turneringer.
Efter sejren i Italien skulle der sammensættes et landshold til VM i Mexico 1971. De griner alle tre ad måden, det foregik på. Men glæder sig over, at de alle endte på holdet. Selv om de måtte betale hver en krone selv.
Lena Schelke kan huske, at hun kort tid før, hun blev udtaget til holdet, var begyndt som fængselsbetjent. Nu skulle hun bede om fri. I en hel måned.
»Men jeg havde lige læst om cykelrytteren Peder Pedersen, som var politimand og havde fået fri og alt betalt. Så jeg gik op til fængselsdirektoratet og spurgte, om det ikke også gjaldt for mig. Men det gjorde det ikke,« fortæller hun med et skuldertræk. Er ligesom Solveig Hansen og ‘Tulle’ Pedersen for længst kommet overens med, at det såvel dengang som nu stod grelt til med penge og kvindefodbold.
»Se nu dér,« siger ‘Tulle’ Pedersen og peger på et af de gamle udklip. »Ser vi ikke bare pæne ud i vores hvide nederdele og røde blazere?«
I dag rejser vi danskere til Mexico så nemt som at knipse med fingrene. Men i 1971 var det afgjort ikke hverdagskost.
Solveig Hansen - som var 24 på det tidspunkt - husker især, hvor eksotisk alt var. Farvestrålende. Livligt. Larmende.
»Og så deres kaktusser! De var jo på størrelse med vores træer!«
Kaktusserne fik de set på tætteste hold. Lige lovlig længe.
De indledende kampe mod Frankrig og Italien skulle spilles 800 km nord for Mexico City. Turen dertil foregik i bus - en meget ramponeret bus.
»Den brød sammen midt ude i ørkenen. Om natten,« smiler Solveig Hansen.
Mobiltelefoner eksisterede ikke dengang. Så deres guide og træner måtte tage den på tommelfingeren til den nærmeste by for at skaffe en ny bus. Og imens sad 12 danske piger i alderen 15 til 28 år i den mexicanske ørkens buldrende mørke.
»Det var bare sjovt. Vi var jo sammen,« siger de nærmest i kor om dramaet.
De danske VM-piger var populære i Mexico. Med deres blå øjne og lyse hår var de lige så eksotiske under de himmelstrøg, som mexicanernes ponchoer og hatte var det for dem.
Og i takt med, at VM skred frem, og holdet sejrede igen og igen, steg den lokale beundring.
»Når vi skulle træne i Mexico City, var de nødt til at køre bussen inden for indhegningen. For de lokale omringede banerne. De var meget interesserede i de bare ben og det lyse hår,« mindes den déngang 21-årige ‘Tulle’ Pedersen.
»Og de stod i kø uden for vores hotel hver dag og ville have autografer. Dét havde vi aldrig prøvet før,« tilføjer Solveig Hansen
Mens det målt i forhold til mændenes landskampe var så som så med bevågenheden fra den danske presse, kunne den lokale presse ikke få nok.
Side efter side i scrapbøgerne er tapetseret med udklip fra de mexicanske aviser, hvis interesse ikke blev mindre af, at de eksotiske danske piger skulle spille mod værtsnationen i finalen.
5. september 1971 skulle slaget stå på grønsværen i Mexico City. Måske.
For få dage før finalekampen var der endnu et drama. De mexicanske VM-kvinder krævede ligeret. Ligeløn.
Skulle de på banen, ville de have løn ligesom mændene. Danmark svarede igen, at skulle mexicanerne have penge for at spille, nægtede de til gengæld at spille.
Time for time fyldte det nyhedsudsendelserne i landet.
Men knuden blev løst op - uden at der kom penge på bordet - og søndag den 5. september oplevede de danske VM-damer det første sug i maven, da deres bus med politieskorte rullede gennem tunnelen under stadion, hvor et publikum på 120.000 sad klar.
»At se alle de mennesker, det var så vildt. Og da de spillede nationalmelodien? Man får næsten gåsehud, når man tænker på det. Jeg husker ikke, at nogen af os var nervøse. Selv ikke Susanne. Hun var en dejlig spiller. Lige god med både højre og venstre,« siger Solveig Hansen med et anerkendende nik.
Der blev scoret på Aztec Stadion i Mexico City. Tre mål. Alle tre banket ind mellem modstandernes stolper af VM-holdets yngste deltager, den kun 15-årige skolepige Susanne Augustesen.
Omkring bordet intensiveres begejstringen og beundringen.
»Nogen skulle jo lave dem,« joker Lena Schelke, der som reservemålmand måtte nøjes med at se kampen fra sidelinjen. »Spøg til side. Hun var en god spiller,« tilføjer hun så.
En side havde BT afsat i avisen til kampen den efterfølgende dag.
‘Så overgav de 120.000 sig på nåde og unåde,’ lød det i teksten. Og fortsatte: ‘Bifaldet bruste ned over hende, og mexicanerne glemte skuffelsen over deres egne. Susannes fornemme hattrick tog dem med storm’.
»Hun kunne nogle ting, som vi andre ikke kunne. Hun var fandenivoldsk,« siger ‘Tulle’ Pedersen. Med den dybeste respekt i stemmen.
‘Susanne på 15 scorede tre mål, Danmark blev verdensmester: Bare min inspektør ikke er vred’ lød BTs overskrift.
Skolepigen fra Holbæk var tilsyneladende ikke helt så fandenivoldsk, når det kom til skolepasningen. I hvert fald bekymrede det hende, at hun kun havde fået fri fra skole frem til 28. august.
Hun er ikke meget for ros, den i dag 61-årige tidligere angriber Susanne Augustesen. Hun var forhindret i at sidde med ved bordet i Kongens Have. Nu er hun i telefonen.
»Vi var et virkelig stærkt hold dengang i 1971,« siger hun. Nedtoner sin egen rolle i VM-sejren.
»Vi havde det sjovt, og vi hyggede os. Vi var unge, og Marianne og jeg var de små, og vi følte os helt professionelle, fordi vi kunne træne fodbold to gange om dagen,« husker hun om opholdet og sejren i Mexico som 15-årig. Der stadig står som en slags højdepunkt for hende.
»Det var i hvert fald en skelsættende begyndelse på en karriere,« siger Susanne Augustesen, som er en af de af de få kvindelige fodboldspillere, der har haft en professionel karriere. Og i 20 år har kunnet leve af fodbolden.
»Jeg var jo heldig ved, at jeg scorede mål. Når man gør det, er man i høj kurs. Det hjalp på lønnings-checken,« siger hun om årene i en række italienske topklubber, der har sikret hende pasta på tallerkenen.
»Men desværre ikke så stor en check, at jeg var dækket ind resten af mit liv som Schmeichel og alle de andre drenge. Bare jeg var,« sukker hun.
»Jeg har spillet fodbold hele mit liv. Det er dét, jeg kan. Teknik, taktik, mental styrke, fandenivoldskhed. Men jeg har også skullet slås i 50 år for at blive anerkendt. Er du gal, det har været en lang kamp. Både i Italien og i Danmark,« kommer det fra Susanne Augustesen, som tidligere i år blev optaget i det fine selskab i DBUs ‘Hall of Fame’.
»Fint. Super. Men det var da på tide!,« tilføjer hun tørt.
De tre VM-damer i Kongens Have vendte også hjem til Danmark med en pose berømmelse i kufferten. Om end den var mere kortvarig.
’Her er verdens bedste pigeben’ skrev BT på forsiden, da VM vinderne den 7. september 1971 var tilbage på dansk jord.
Der fulgte en tid, hvor de var alles darlings. Hvor de blev inviteret til showkampe med Dirch Passer og andre kendisser. Hvor sponsorer inviterede dem på gratis ture til udlandet.
»Jamen, det var bare så spændende alt sammen. Vi følte os jo ikke som stjerner. Vi spillede bare fodbold. Det var stort for os unge piger. Vi havde en kæmpe oplevelse,« siger Solveig Hansen om følelsen af at blive båret i guldstol efter VM.
Men det var ikke lutter lagkage. Stridigheder brød ud i lys lue. Kvindekampen var langtfra ovre.
»Der blev virkelig meget ballade, da vi kom hjem,« husker ‘Tulle’ Pedersen. »Dels i DBU om, hvorvidt vi skulle ind i forbundet eller ej. Dels i vores egen union, Dansk Kvindefodbold Union, hvis to sektioner - øst og vest - ikke kunne enes. Der var så meget polemik om, hvem der skulle have æren for sejren i Mexico.«
Alle tre ryster på hovedet.
I en artikel i scrapbogen står der med store, fede typer: ‘Det sker ikke i min tid som formand’.
Afsender er DBUs daværende formand Vilhelm Skousen, som kæmpede en indædt kamp mod at optage kvindefodbolden i DBU.
Da det i 1972 endelig lykkedes dem at komme ind i varmen - udelukkende som konsekvens af en beslutning truffet i det europæiske fodboldforbund - fortsatte benspændene.
»Der gik mange år, før vi fik lov til at spille en landskamp igen. ‘Det var vi ikke gode nok til’ mente DBU. Det var som om, at de gerne ville have haft noget af æren for sejren, men det kunne de jo ikke få, for de var slet ikke inde i billedet i 1971. Så de prøvede at straffe os. Følte vi i hvert fald,« siger ‘Tulle’ Pedersen videre.
45 år er det siden, at damefodbold blev lukket ind i DBU. Men scroller man gennem forbundets historie på dets hjemmeside, er det ikke mange ord, der ofres på damerne og kvindefodbolden.
I forbindelse med årets EM i Holland har flere medier været fremme med historier om, at selv i dag tildeles kvindefodbolden de dårligste træningsbaner, de dårligste tider og arver mændenes aflagte træningstrøjer.
Stort set som det ifølge datidens vigtigste medie for fodboldinteresserede, Boldbladet, foregik i 1902.
»Sådan har det været altid. Og sådan vil det blive ved med at være,« lyder den tørre konstatering fra Lena Schelke.
»Men det kan være, at det forandrer sig, hvis de vinder i Holland,« lyder den håbefulde afrundende kommentar fra ‘Tulle’ Pedersen. Vinder af VM i 1971.
Måske meget symptomatisk for kvindekampen på og uden for banen, for kampen om at blive respekteret for en VM-sejr, som selv mændene endnu ikke har kunnet præstere, har VM-damernes egne minder om sejren også lidt en krank skæbne.
To af spillerne - Susanne Augustesen og ‘Tulle’ Pedersen - har fået stjålet deres guldmedaljer. Og vinderpokalen? Den aner ingen, hvor er.
-----------------
Inger ‘Tulle’ Pedersen, 67, midtbanespiller. Var 21 år til VM.
»Lige siden jeg var barn, spillede jeg fodbold med mine tre storebrødre - var en rigtig drengepige. Og senere begyndte jeg at spille håndbold, for det var ikke rigtig ‘in’ at spille fodbold i klubber. Det var først, da Femina vandt, at der rigtig blev åbnet op for det.
Folk vidste, at jeg kunne spille, så da der blev startet en klub i Virum i 1970, spurgte de, om jeg ikke ville komme ud til dem. Og der var jeg alle årene.
Landsholdet stoppede jeg på, da jeg var 32, og med at spille fodbold som 45-årig. Til sidst var det bare sådan noget tante-fodbold.
Jeg arbejder fuldtid som pædagog i en vuggestue. Det holder én ung, siger de. Men det varer nok ikke mange år, før jeg stopper.«
Solveig Hansen, 70, midtbanespiller. Var 25 til VM.
»Jeg spillede klubfodbold i rigtig lang tid. 27 år. De første 20 år i Rødovre Boldklub og efter det syv år i en lille klub i Tåstrup, hvor jeg bor.
Allerede som barn spillede jeg altid fodbold med drengene i kvarteret. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg på håndbold, men så fortalte en veninde om en kusine, der spillede fodbold i Rødovre på et damehold. Jeg kendte ikke et øje i Rødovre, men som 18-årig meldte jeg mig altså på deres hold og nåede at få rigtig mange gode timer og år der.
Jeg har altid arbejdet ved siden af. Jeg arbejdede på en integreret institution, men gik på pension som 60-årig p.g.a. min syge mand, som jeg gik hjemme og passede i otteethalvt år efter, at han fik en hjerneblødning, der lammede ham fra halsen og ned.«
Lena Schelke, 70, målmand. Var 24 til VM.
»Det er to år siden, at jeg stoppede med at spille fodbold. I 50 år spillede jeg i Sundby Boldklub. Så gad jeg ikke mere, havde fået nok. Det blev for kedeligt. De unge kan sgu ikke finde ud af at feste. Nu dyrker jeg al mulig anden sport. Bordtennis og volleyball.
Jeg har også arbejdet i institutioner. Men passet på nogle andre. Jeg har været fængselsbetjent i 40 år. Først i Horserød, så Vestre Fængsel. Jeg stoppede som betjent, da jeg blev 63, men fortsatte syv år mere i fængselsvæsenets arkiv, indtil jeg sidste år ikke gad mere og holdt op med at arbejde.
Jeg er vokset op på et drengehjem, hvor min far var forstander. Der var 34 drenge, så der spillede jeg fodbold med dem og lærte nok nogle tacklinger dér. Senere kom jeg i lære som købmand og med på et firmahold, indtil der en dag var én, der spurgte, om jeg ikke skulle spille damefodbold. Det anede jeg ikke, at man kunne.
Så som 18-årig kom jeg ind i Sundby Boldklub, og så har jeg bare spillet og spillet siden.«
-----------------
FAKTA OM KVINDEFODBOLD
Selv om fodbold som sport kan dateres tilbage til den tidlige middelalder, var det ifølge Gyldendals leksikon først i 1863, at spillet - som vi kender det i dag - havde udviklet sig fra ‘et uorganiseret folkespil til en organiseret holdsport’. En holdsport for mænd.
Men kvinderne ville også på banen. Og allerede få årtier senere, hvor kampen for stemmeret og ligestilling rasede blandt kvinderne i den vestlige verden, lykkedes det englænderne som de første at danne et kvindehold.
Danmark var ikke sen til at følge trop. Ifølge bogen ‘Kvinder der vinder’ har kvindefodbold eksisteret på holdplan siden 1887. Men ikke uden forsøg på tacklinger.
I hvert fald skriver Boldbladet fra 1902 i en artikel om Københavns kvindelige Boldklub, at ‘dette spil, hvis charme er dets kraft mere end noget andet spil, har man troet skulle forblive uantastet i mændenes besiddelse, men forsøget på at vriste også denne sportsgren fra manden er gjort’.
I samme nummer kunne man i øvrigt læse, at kvinderne fik tildelt træningstider kl. seks om morgenen. Og kampe kl. 8.30 søndag morgen.
Det var dog Første Verdenskrig, der for alvor sparkede bolden i gang.
Knap ti millioner soldater mistede livet. Yderligere 6,5 millioner civile blev dræbt. Så kvinderne trak i arbejdstøjet. Overtog mændenes plads. Også på fodboldbanerne.
Især i England opnåede kvindefodbold stor succes i de år, hvor det populære hold Dick, Kerr’s Ladies - en samling seje fabriksarbejdersker - i 1920 overgik mændene i popularitet.
53.000 tilskuere kom der til dét, der skulle blive en af deres sidste kampe anden juledag 1920. Mindre end ét år senere vedtog fodboldsammenslutningen enstemmigt, at kvindefodbold var bandlyst på landets officielle baner. Et forbud, der varede ved helt frem til 1971.
Danmark driblede knap så succesfuldt som Dick, Kerr’s Ladies videre op gennem historien. Helt frem til slutningen af 1950erne er sporten således stort set ubeskrevet.
