Bo Hamburger kiggede ned i jorden, da BT fangede ham til en kort snak før vennen Mark Jacobsens begravelse i Søllerød Kirke lørdag formiddag.

- Det er bare så uvirkeligt. Det virker ulogisk, at han skal være død. Nogle gange, som i går aftes, går det op for mig, at han er død. Andre gange tænker jeg stadig, at han vil komme igen. Men det gør han jo ikke, siger Bo Hamburger med bævende stemme.

- Sidste år på denne tid stod vi sammen på toppen af Galibier (legendarisk cykelbjerg i Frankrig, red.). Vi havde cyklet derop sammen, fortsatte den tidligere cykelrytter.

Også Brian Holm mødte op for at sige et sidste farvel til sin cykelkammerat.

- Mark levede og åndede for cyklingen. Han var en rigtig kriger. Det er så trist, at han er gået bort alt for tidligt, sagde Brian Holm, kort før han gik ind i kirken for at tage afsked med Mark Jacobsen.