Det var skrigende borgere, der modtog Bill Clinton i Sønderborg onsdag eftermiddag, hvor han er hovedtaler ved uddelingen af priserne ved CSR Awards 2012.

- Mister president, we love you!

Sådan skreg borgerne i den sønderjyske by Sønderborg, der onsdag eftermiddag fik fint besøg af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton.

Clinton er i Sønderborg indtil onsdag aften for at deltage i CSR Awards 2012 på viden- og kulturcenteret Alsion, hvor han er hovedtaler, når der skal uddeles 14 priser til bæredygtige virksomheder. Og ekspræsidenten har nærmest rockstjerne-status i den sønderjyske by, fortæller JydskeVestkystens udsendte journalist, Stine Antoft.

- Der var horder af mennesker, der løb mod Bill Clinton, da han ankom til Juhls Bolighus, hvor han havde dagens første stop. Folk maste, som om de var til en koncert, og de var helt oppe at køre. Folk gik helt amok, og der var endda nogen, der havde ventet på ham i tre en halv time, siger hun.

Onsdag eftermiddag landede Clinton i Sønderborg Lufthavn, hvor han kort vinkede til de mange fremmødte, inden han satte sig ind i den ventende bil. Bilen kørte ham direkte til Hotel Comwell, hvor han befandt sig, inden han blev kørt ind til Sønderborgs centrum.

- Det var faktisk meningen, at han skulle være gået. Men så blev han altså kørt. Hele dagen har faktisk været præget af ventetid, og det er ikke meget, man har set til ham, fordi han er blevet kørt alle steder hen, siger Stine Antoft.

Clinton besøgte møbelbutikken Juhls Bolighus først, fordi han skulle se på dansk design. Her fik han en gave fra Fregatten Jylland i form af et stort skib, og han købte også nogle ting. Men hvad han købte, var åbenbart en hemmelighed, fortæller JydskeVestkystens journalist. Efter besøget i møbelbutikken blev han kørt væk igen, indtil han skal tale klokken 19.30 ved prisuddelingen.

Udenfor butikken nåede ekspræsidenten dog at trykke et par hænder og skrive nogle autografer.

- Jeg spurgte ham også, hvad han syntes om Sønderborg, og til det svarede han: »Den er smuk, jeg elsker den«. Men det var lidt svært at høre, fordi folk skreg så højt, siger Stine Antoft.

Tidligere på dagen sagde Bill Clinton, at Danmark efter hans mening har formået at finde en god blanding mellem ren energi og at føre en fornuftig finanspolitik.

Indtil videre har Gråsten Plejecenter i Sønderborg vundet en CSR-Award i kategorien »CSR Strategy -100«, der gives til virksomheder med under 100 ansatte, der har en god bæredygtig strategi. Begrundelsen for prisen lød blandt andet, at »det er flot, at så lille en virksomhed har så stor en rummelighed.«

De resterende priser uddeles ved at awardshow onsdag aften.