Arving hævder, at hans egen familie udsatte ham for et komplot.

Det er vist ikke uden grund, at folkene bag DRs dramaserie Krøniken fandt deres inspiration hos Hede Nielsen-familien i Horsens. Et barnebarn og et oldebarn til Hede-Nielsen-koncernens stifter leverer nu stof nok til mindst endnu et dramatisk afsnit i familiefejden.

Ifølge barnebarnet Claus Hede Nielsen har der nemlig været spektakulære magtkampe i den stenrige familie i årevis.

- Jeg havde arvet en aktieandel i firmaet efter min fars død i 1974. Men efter min bror Sven døde i 1981, arrangerede familien et møde med mig i New York, hvor de købte mine aktier for fem millioner kr.

Der var ingen sagførere til stede, men på det tidspunkt stolede jeg på dem. Det viste sig dog senere, at aktierne reelt var det dobbelte værd af det, de gav, fordi de gav mig forkert information, men jeg kunne intet bevise, siger Claus Hede Nielsen, der føler sig taget ved næsen.

- De snød mig jo, og det var sjovt nok også på samme tidspunkt, som de ændrede vedtægterne i fonden. Så det virker, som om man prøvede at køre en del af familien ud på et sidespor.

De fem millioner mistede han bl.a. efter et mislykket projekt i Los Angeles, hvor han forsøgte at stable en tv-serie på benene.

Den nuværende formand for Familien Hede Nielsens Fond og virksomheds-stifterens oldebarn mener, at Claus Hede Nielsen ligger, som han selv har redt.

Ud på et sidespor

- Jeg har godt hørt de påstande før, men jeg tror helt ærligt, at Claus selv har kørt sig ud på et sidespor for mange år siden.

Og det er nu engang sådan, at de aktier blev solgt til den pris, som parterne blev enige om, og længere er den ikke, lyder det fra fondsformand Peter Sven Sørensen.

Sammensværgelsen omkring broderens død giver han heller ikke meget for.

- Det er korrekt, at vedtægtsændringen formelt fandt sted efter Svens død, men det var noget, vi besluttede syv måneder før hans død. Forsinkelsen skyldtes, at Skat lige skulle godkende ændringen, siger han.