80 31 31 31. Er det et nummer, du kan genkende?

Svaret er sikkert ja, hvis du er ryger.

Nummeret er en direkte linje til Sundhedsstyrelsens 'Stoplinien' og står påtrykt alle cigaretpakker, der bliver solgt i Danmark.

Sådan skal for- og bagside se ud på danske cigaretpakker ifølge EU-lovgivningen fra sidste år.
Sådan skal for- og bagside se ud på danske cigaretpakker ifølge EU-lovgivningen fra sidste år.
Vis mere

Tiltaget blev indført ved EU’s seneste tobaksdirektiv i 2016, og præcis et år efter ser det ud til, at nummeret - der altid er ved rygerens hånd - har haft stor effekt.

»Vi kan se, at det har haft en positiv effekt, at telefonnummeret nu er kommet på alle cigaretpakker. Før stod det kun på hver 13. eller 14. pakke. Så det er helt klart vores opfattelse, at flere ringer ind i dag,« siger Henrik Wiben, leder af Stoplinjen.

Flere unge ringer ind

Tal fra hotlinen, der er åben fra klokken 10 til 20, viser, at tre procent af de borgere, der i 2016 ringede ind, havde fundet nummeret på deres cigaretpakke. I de tre første måneder af 2017 var det tal steget til 37 procent. Altså mere end hver tredje.

Samtidig ringede i alt 3.926 personer ind i hele 2016. I første kvartal af 2017 har 1.200 personer allerede talt med en konsulent hos Stoplinien.

»Det er alle aldre, der ringer ind. Men klart også flere unge,« understreger Henrik Wiben.

En undersøgelse fra 2009, som KORA har foretaget på baggrund af Stopliniens data, viser, at cirka 30 procent af de rygere, der ringer ind til Stoplinien, et år efter er røgfri.

Et skridt i den rigtige retning

Hos Kræftens Bekæmpelse ser man på EU's ændringerne med positive øjne og kalder det »et skridt i den rigtige retning«.

Dog mener man, at der atter er lang vej igen, og at politikerne herhjemme burde kigge på, hvad man har gjort i andre lande:

- I stedet burde man indføre neutrale cigaretpakker, som man har gjort det i blandt andet Storbritannien og Australien. Al forskning peger på, at jo mere synlige cigaretterne er for de unge i kiosken, jo flere køber dem. Så hvis man vil undgå, at flere unge starter med at ryge, eller bliver ved, burde man gøre pakkerne så grimme som muligt, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse

Sådan har pakkerne ændret sig

Det er langt fra kun telefonnummeret til Stoplinen, som EU’s tobaksvaredirektiv har haft af betydning for udseendet af cigaretpakker solgt i Danmark.

Efter beslutningen i Bruxelles er det for eksempel ikke længere muligt for tobaksproducenterne at informere forbrugeren om, hvad cigaretterne indeholder i eksempelvis tjære eller nikotin.

- Man besluttede også, at ord som ’Light’ eller ’Mild’ heller ikke må stå på pakkerne. Og det handler om, at man bilder kunderne ind, at den ene cigaret er sundere end den anden. Det er falsk markedsføring. Alle cigaretter er præcis lige kræftfremkaldende, siger Niels Them Kjær.

Det har været et krav, at advarsler - billeder eller tekst - skal fylde minimum 65 procent af for- og bagside.
Det har været et krav, at advarsler - billeder eller tekst - skal fylde minimum 65 procent af for- og bagside.
Vis mere

Fra 2017 har der ligeledes været et krav til, at alle sundhedsadvarsler i form af tekst eller billeder på pakkerne skulle fylde noget mere. Præcis 65 procent af for- og bagsiden.