Må man godt sige: ’Tag dig sammen’ til en præst?

De seneste to uger har jeg været markant mere i kirke, end jeg plejer. To begravelser og en barnedåb, fordelt rundt i landet – i meget forskellige kirker. Det samme kan man sige om det indtryk, jeg blev efterladt med. Altså, at det var meget forskelligt. De to af dem på en meget lidt hjertelig måde.

Min veninde, som skulle holde barnedåb, ringede oprørt efter sit første møde med præsten. For det, som hun og hendes kæreste troede skulle være en hyggelig samtale om, hvordan dåben skulle forløbe, endte i en lang tirade om folk, som troede, at kirken var en slags forlystelsespark for ikke-troende.

Bagefter havde præsten rullet med øjnene og ytret sit mishag over forældrenes uoriginale valg af salmer (’Kan folk da ikke snart finde på noget nyt? Nu har jeg sunget de salmer i 30 år’ Og ’Jeg er simpelthen så træt af, at det er det samme igen og igen’ ... var de præcise ord – ifølge min veninde).

Hun og hendes kæreste forlod rystede mødet, men blev enige om, at præsten nok havde haft en dårlig dag, hvilket hun da også havde gjort dem opmærksom på. Selvom præsten selv havde bestemt mødetidspunktet, havde hun nemlig med jævne mellemrum under samtalen beklaget sig over, at hun (præsten) endnu ikke havde nået at få morgenmad.

På selve dåbsdagen var moderen i tårer. Ikke af lykke, men af frustration over, at præsten havde vrisset. Først over at gæsterne var for længe om at nå ind på deres pladser, derefter over at gudmor og faddere var i tvivl om, hvor de skulle sidde, og sidst over, at dåbsbarnet forhalede seancen ved at gylpe – både under indgangen og under selve dåben.

Måske er jeg forvænt, hvad kirker og prædikener angår.

Selvom jeg hverken er troende eller medlem af folkekirken, er kirken en del af den danske kultur, og jeg kommer jævnligt i kirken.

Og jeg plejer altså at gå beriget derfra.

Derfor bliver jeg chokeret, når jeg oplever en dåb som min venindes, eller da præsten (til den ene af de begravelser, jeg netop har været til) havde hørt SÅ lidt efter, da de efterladte, før begravelsen, holdt møde med ham, at han under begravelsen fik sagt, at afdøde nu kunne komme til at ligge i familiegraven ved siden af sin afdøde mand. Problemet var bare, at manden var til stede i kirken og på ingen måde var afdød ...

Det kan da godt være, at man som præst kan blive irriteret over, at folk kommer anstigende som charterturister og ikke respekterer traditioner eller kultur i kirken, fordi de ikke kender den institution, som de forlanger skal skabe rammen om livets store begivenheder.

Jeg kan da selv få lyst til at stikke et par flade, når folk ikke lytter efter, hvad der bliver sagt, fordi de har travlt med at ’snappe’ eller lægge billeder på Facebook, mens vi sidder i kirken.
Men er det ikke lidt dét, der er præstens opgaven i nyere tid? At skabe rammer for nærvær.

Alt godt samarbejde kræver en forventningsafstemning. Hvis præsten kan se, at det ikke er et kirkevant selskab, der er troppet op, så synes jeg godt, han kan bruge et par minutter på at få folk til at føle sig hjemme.

Vi kommer som gæster i guds hus, og præsten er vært eller værtinde. Når folk kommer hjem til mig, kan jeg for eksempel finde på at sige: ’Her tager man skoene af’.

På samme måde kan præsten lige ridse reglerne for kirken op: ’Her tager man billeder før og efter ceremonien. Under dåben/brylluppet eller begravelsen er man til stede, og telefonerne er slukkede.’

Selvom folk ikke bliver omvendt af en enkelt gudstjeneste, synes jeg, det er vigtigt, at vi føler os velkomne.

Troende eller ej, er de fleste af os jo enige i kirkens budskab om at dyrke det gode og forsage det onde.

Jeg synes, det burde være alle forundt at mærke den fordybelse og kærlighed, der kan være i kirkerummet. Og gå derfra opfyldt af visheden om livets mirakel og forgængelighed.

Langt de fleste præster er heldigvis imødekommende og inddragende, og du kan sagtens forlange, at præsten kan rumme din familie, uanset hvordan den er sammensat.
Føler du dig ikke godt tilpas i din kirke, så find en præst, der passer bedre til jer.

Kirken SKAL få dig til at føle, at du er en del af noget stort og noget omsorgsfuldt.