Den fire-årige labrador Mocca er en vaskeægte dyrehelt for 41-årige Christina Davidsen, der har knogleskørhed. Mocca kan både tømme vaskemaskinen, hjælpe Christina i og ud af tøjet, samt åbne døre - i mere end én forstand.

For når man, som den blot 92 cm høje Christina Davidsen selv siger, er »en lille lort i en kæmpe kørestol«, så er en hund som Mocca også en døråbner i mødet med andre mennesker. En isbryder, der får folk til at komme hen og snakke med hende - i stedet for at gå udenom.

»Hun er min bedste ven, og den der sørger for, at jeg kommer op og ud og i gang. Og så gør hun mødet med andre mennesker meget lettere for sådan en som mig,« fortæller Christina Davidsen.

Den fire-årige labrador Mocca hjælper sin ejer Christina med at tage vasketøjet ud af vaskemaskinen. Christina har knogleskørhed og sidder i kørestol og kan derfor ikke gøre det selv.
Den fire-årige labrador Mocca hjælper sin ejer Christina med at tage vasketøjet ud af vaskemaskinen. Christina har knogleskørhed og sidder i kørestol og kan derfor ikke gøre det selv. Foto: Søren Lamberth/Privatfoto
Vis mere

Det er dog især også Moccas praktiske evner, der hjælper Christina i hverdagen. I tv-klippet i toppen af artiklen kan du se, hvordan Mocca løber hen og trykker på elevatorknappen, når Christina skal ned fra sin lejlighed.

Det er dog langt fra det eneste Mocca hjælper med. Den fire-årige labrador er nemlig en specialtrænet servicehund:

»Hun samler alt op lige fra en hårnål til et grydelåg. Hun åbner og lukker døre, skabe og skuffer, tænder og slukker lyset, tager tøjet ud af vaskemaskinen og hjælper mig af med jakke, sko, sokker og bukser - og henter det gladeligt igen, når jeg skal atter skal havde det på,« fortæller Christina Davidsen.

Alt sammen ting, som er ualmindeligt svære, når man kun er 92 cm høj, har knogleskørhed og sidder i kørestol. Moccas mange egenskaber betyder også, at Christina kan klare sig med mindre assistance fra handicaphjælpere.

Mocca hjælper ejer Christina Davidsen med at få sko på.
Mocca hjælper ejer Christina Davidsen med at få sko på. Foto: Søren Lamberth/Privatfoto
Vis mere

Og Christina Davidsen er ikke den eneste, der synes, at Mocca er noget særligt. Mocca er nemlig netop blevet kåret til årets første dyrehelt af blandt andre dyreforsikringsselskabet Agria og Dyrenes Beskyttelse, som kårer en dyrehelt hver uge frem til uge 47.

»Jeg håber, at det kan være med til at sætte fokus på foreningen Servicehunde til Handicappede (STH, red.), der gør et kæmpe arbejde med at opdrage og træne hundene til at hjælpe bevægelseshandicappede,« slutter Christina Davidsen.