Julen er hjerternes fest. Også de knustes. Når man samles for at fejre glæden og kærligheden, bliver smerten og sorgen sat i relief. For selvom vi glædes og mærker kærligheden til venner og familie, så bliver vi også bevidste om de mennesker, som mangler. Dem som er gået bort, den romantiske kærlighed som visnede og de børn, som vi må dele med en anden.

For mange skilsmissefamilier bliver denne hjerternes fest et symbol på, hvor meget hjertet er revet midt over, når man ikke kan fejre den, som den bør fejres: nemlig med sine børn. Alle vi skilsmisseramte prøver at være praktiske omkring det. Børnene er i højsædet, og de skal ikke mangle noget i nogen af familierne. Derfor ender de ofte med at holde juleaften to gange. Den ene forælder har børnene den 23. – ’den falske jul’. Den anden trækker vinderloddet og får lov at fejre ’ægte jul’, den 24. december, hvor de ordentlige familier, som gør det rigtigt på kernefamiliemåden, fejrer jul.

I nitteårene, hvor man har tabt juleaften, skal man finde ud af, hvad man stiller op med sig selv til den skide hjertefest, hvor man pludselig er alene. I mange år var mine børnefrie juleaftener rædselsfulde. Jeg mistede mine forældre, da børnene var små. Da mine forældre var indvandrere, var der ingen anden familie end min bror. Og han konverterede til islam, efter vores mor døde. Det var en amputeret følelse ikke at have en familie, som var interesseret i at holde jul – og hver anden jul var i sandhed det ensomme hjertes fest for mig.
Mine venner var søde til at invitere mig til jul, men stille og roligt stoppede jeg med at sige ja tak. For jeg hadede at være gæst i andres glansbillede.
Jeg følte mig nøgen og forkert, og jeg følte folks medlidenhed som knive i hjertet. Jeg ville faktisk hellere sidde alene hjemme og spise resterne af risalamanden fra ’den falske jul’, og se ’Die Hard’, end jeg ville udsætte mig selv for at mærke andre familiers varme. At flygte fra ubehagelige følelser på den måde, er meget menneskeligt. Og snotdumt.

Den slags følelser skal man konfrontere og forholde sig til. For først når man gør det, kan man begynde at åbne øjnene for nye muligheder. Julen har pr. definition en melankolsk klangbund. Alle har nogen, de savner, og glæden er forbundet med sorg. Da jeg begyndte at forlige mig med det faktum, og talte med andre om den ensomhed jeg følte, så opdagede jeg, at jeg havde masser af muligheder. Min bror ville faktisk gerne holde jul. For ham var det også en tradition, han havde mistet. Og ungernes far og hans nye kone syntes også, at det med de to juleaftener var belastende. Så vi besluttede os for, så vidt muligt, at holde jul sammen – allesammen sammen.

Men lige som man tror, man har luret den, så får børnene kærester. Og dem vil de utaknemmelige bæster gerne holde jul med.
Så igen i år er julen delt i to. I år bliver den 23. ’børnejul’, med mine unger med vedhæng, papbørnebørnene, min bror, konen og deres tre børn. Så står den på ponyridning og juleskattejagt og dans om juletræet. Den dag spiser vi and, for brorskabet spiser ikke svin. Den 24. bliver det så ’voksenjul’ med rødvin og flæskesvær, men uden julesalmer og med pakkeleg i stedet for gaver.

Man kan hugge en hæl og klippe en tå, indtil julen passer. Men det kan være smertefuldt og krampagtigt at forsøge at presse de firkantede forventningsklodser ned i de runde virkelighedshuller. Eller man finder en måde at holde jul på, som passer til ens livssituation. For mit vedkommende bliver det skilsmissejul igen i år. Den falske jul med børnene den 23. og den ægte jul med eksmanden og hans kone den 24. Ja, sådan kan man også gøre det