Han er manden, der har viet sit liv til at hjælpe andre mennesker. For nogle indbegrebet af det perfekte menneske. Veltrænet, sund, gør altid det rigtige. Men Chris MacDonald har sine egne dæmoner at kæmpe med.

I konflikt med politiet flere gange, en konstant udfordring for sine forældre og et kompliceret forhold til alkohol har formet den 38-årige dansk-amerikaner til manden med den kendte selvkontrol over for livets fristelser.

Det fortæller Chris MacDonald i bogen 'Du er ikke alene', der udkommer på mandag.

Tæt på forældrene

I bogen, der ser tilbage på hans første 38 år på denne jord, beskriver han bl.a. moderens årelange kamp mod depression og et intenst forhold til faderen, Cal MacDonald, der døde 29. juni sidste år. Men også eksperimenter med hash og et til tider problematisk forhold til alkohol bliver afsløret i bogen.

I et interview med B.T. forud for bogen forklarer Chris MacDonald, at han ser alkohol som en livsledsager, hvor skilsmisse nogle gange er en uundgåelig foranstaltning for ikke at miste kontrollen.

- Alcohol is my drug of choice (alkohol er mit stof, red.), og jeg ved, at jeg i perioder skal være ekstra opmærksom på ikke at miste kontrollen over alkohol, siger Chris MacDonald med henvisning til, at der i flere generationer i faderens familie har været alkoholikere – deriblandt faderen selv.

Et faktum, som Chris MacDonald efter eget udsagn selv mærkede som ung.

Chris MacDonald fik smag for alkohol som bare 13-årig. Efter dansk målestol ikke nogen usædvanlig debut, men i hjemlandet USA meget atypisk. Kammeraterne syntes, det var sjovt at drikke. Men for den unge MacDonald var det en følelse af rendyrket lykke, der ramte ham, når alkoholen nåede blodet.

Helt gul i hovedet

I fire år brugte Chris MacDonald enhver lejlighed til at kigge dybt i flasken. Hans største bekymring var ikke, om han og kammeraterne havde det sjovt, men mere om der nu var sprut og øl nok til hele aftenen.

Som 17-årig tog Chris MacDonald på udveksling i Portugal. Her eskalerede det til daglige drukture i seks måneder.

Pludselig opdagede Chris MacDonald, at han stort set ikke havde været uden for en dør i et halvt år og var helt gul i hovedet på grund af alkohol og forkert kost. Leveren havde sat ud, og han vidste godt, den var helt gal. Derefter stoppede han med at drikke, og i dag ved han godt, at faderens gener ligger dybt i ham.

Ikke rigtig alkoholiker

- Jeg skal altid have fokus på alkoholen. Jeg har ikke decideret været alkoholiker, men det troede min far heller ikke, at han kunne blive. Han var et af de mest disciplinerede mennesker, jeg har kendt, og når han kan miste kontrollen, så ved jeg, at jeg skal passe ekstra meget på, siger Chris MacDonald om manden, han kalder sit "livs store helt".

I 2004 holdt Cal MacDonald op med at drikke. Og faderens manglende kontrol med alkohol har lært sønnen meget i forhold til alkohol.

I dag drikker Chris MacDonald sjældent, men det skyldes ikke kun faderens alkoholmisbrug. Også moderen Valerie MacDonalds tidligere misbrug af receptpligtig medicin har vist, at familien MacDonald har det med at lade sig friste og miste kontrol, og det har præget Chris MacDonald i så høj grad, at han tager faren for sprækker i selvkontrollen meget alvorligt.

- Jeg kan stadig nyde lidt alkohol. Men jeg føler en enorm glæde og er nærmest euforisk, når jeg drikker for meget. Jeg bliver bedøvet, og det er en utrolig dejlig følelse. Jeg kan mærke, at det er lidt for 'godt' til, hvad det burde være. Derfor begrænser jeg det meget, siger han.

Med årene er Chris MacDonald blevet så bevidst om, hvornår alkohol er et no-go. Han er flere gange plumpet i, men bitre erfaringer har lært ham at gå i en stor bue udenom alkohol. Han kalder det selv, "når livet bliver for svært".

Læs uddrag fra bogen i B.T. Søndag. Eller køb e-avisen her.

Chris MacDonald 'Du er ikke alene', 455 sider. Udkommer på forlaget Turbulenz mandag den 11. april. Pris: 349,95. Kan købes over hele landet.