Lærerkonfliktens topforhandlere - Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler - får i al hemmelighed hjælp fra uventet kant.

Man gør sig nu helt ekstraordinære anstrengelser for at undgå den omfattende konflikt, der kan være en realitet på landets folkeskoler fra i morgen. Konfliktens hovedaktører, formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og chefforhandleren fra Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler, har i al hemmelighed taget imod et tilbud om et intensivt terapiforløb i håb at nå til enighed om en aftale.

Med hjælp fra den herboende indiske guru, Attila Kaspian, har Bondo og Ziegler gennem hele påsken forsøgt at komme overens om dét, der er stridens kerne: Tilrettelæggelsen af lærernes arbejdstid. Aftalen med Attila Kaspian kom i stand efter sammenbruddet i forhandlingerne i Forligsinstitutionen den 22. marts og det efterfølgende dramatiske forløb, hvor Bondo og Ziegler skændtes foran rullende tv-kameraer.

Dårlig energi

- Da jeg så de to mænd i tv, stod det klart for mig, at de behøvede hjælp. Der var slet ikke nogen god energi mellem dem. Jeg tog kontakt, og efter en vis overvejelse svarede de begge positivt tilbage. Vi er nu i en god proces, hvor jeg mærker tydelige fremskridt dag for dag. Man skulle ikke tro det, når man ser de to på tv, men jeg kan mærke det, fortæller Attila Kaspian til BT.

Hvad terapi-forløbet mere nøjagtigt går ud på og hvor mange møder, der har været tale om, vil han ikke røbe. Kun at der har været ’flere seancer.’ Af Attila Kaspians hjemmeside fremgår det, at han på sin klinik i Solrød Strand tilbyder coaching i ’den anerkendende samtale’ og healing.

Kommunernes varslede lockout vil berøre over 50.000 lærere. Yderligere 17.000 undervisere er lockoutet på statens område. Bliver konflikten til virkelighed, vil knap 900.0000 elever på landets folkeskoler og andre uddannelsessteder ikke modtage undervisning fra i morgen. Om påskens ekstraordinære ’forhandlings-aktiviteter’ bærer frugt, er både Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler særdeles fåmælte om. KLs chefforhandler fastholder, at de udspil, som lærerne har præsenteret i medierne efter sammenbruddet, er gamle og allerede afviste forslag. Lærerformand Bondo håber, at en aftale kan falde på plads i sidste øjeblik og er ifølge BTs oplysninger stærkt optaget af ’at undgå at modtage en af finansminister Bjarne Corydons onde sms ’er, som det udtrykkes.

Glæder sig

Formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, der tidligere har beskrevet topforhandlernes opførsel som ’en børnehave på tur,’ glæder sig over, at de nu går nye veje for at nå til enighed:

- En indisk guru i Solrød Strand? Den havde jeg ikke set komme, men hvis det er det, der skal til for at få en aftale hjem, så er det fint med mig, siger Vera Rosenbeck.

Formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, der har fulgt forhandlingerne mellem lærere og kommuner tæt, siger, at det vil være en positiv overraskelse, hvis en indisk guru kan bane vej for den aftale, som forligsmanden opgav at få i hus.

- Det vil åbne helt nye perspektiver for fremtidige forhandlinger, siger Dennis Kristensen.

Ifølge BTs oplysninger mødes Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler hos guruen i Solrød Strand for sidste gang i dag.