Lægemiddelstyrelsens top fejlinformerede helt bevidst Folketingets sundhedsudvalg i sagen om Omniscan.

En trio i Lægemiddelstyrelsens top bestående af afdelingschef Per Helboe, chefkonsulent Karsten Jørgensen og direktør Jytte Lyngvig fejlinformerede i februar 2009 helt bevidst Folketingets sundhedsudvalg.

Det fremgår af et hidtil hemmeligholdt kapitel i den uvildige advokatundersøgelse vedrørende kontraststoffet Omniscan, skriver Dagens Medicin.

Kontraststoffet blev givet til nyresyge patienter med det resultat, at et større antal døde eller blev stærkt invalideret.

Den uvildige advokatundersøgelse blev i delvis anonymiseret form offentliggjort i november sidste år, men efter at have rådført sig med Folketingets Ombudsmand og Justitsministeriet har Indenrigs- og Sundhedsministeriet nu valgt at offentliggøre hele undersøgelsen.

Det offentliggjorte kapitel viser, at de tre ledende medarbejdere direkte og indirekte samarbejdede om at give sundhedsministeren og Folketingets sundhedsudvalg forkerte oplysninger, da ministeriet i februar 2009 bad Lægemiddelstyrelsen om hjælp til at besvare en række spørgsmål.

Afdelingschef Per Helboe anbefaler, at Folketinget fejlinformeres. Chefkonsulent Karsten Jørgensen formulerer et "stærkt misvisende" svar. Og direktør Jytte Lyngvig godkender stiltiende, at Folketinget føres bag lyset.

Baggrunden er, at styrelsen 12. februar 2009 bliver bedt om at hjælpe daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) med at svare sundhedsudvalget på, hvorfor advarslen mod at bruge Omniscan til patienter med nedsat nyrefunktion blev fjernet i 1998.

/ritzau/