Nyhedsdirektører synes, det er fint, at deres værter får løn fra dem, de skal interviewe kritisk på tv

Det påvirker ikke de højt betalte tv-værter, at de tager hjem fra Folkemødet med store checks i lommen fra de samme firmaer og organisationer, som de skal interviewe kritisk på vegne af seerne.

Det er nyhedsdirektørerne på de to store tv-stationer helt enige om:

- Det kommer ikke til at påvirke deres arbejdsindsats på TV2-nyhederne. Værterne ved godt hvor de får deres hyre, og at det er i seernes tjeneste. Så de skal stille alle de kritiske spørgsmål de skal, når de er tv-nyhedsværter, siger TV2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.

Men kan seerne stole på, at Jens Gaardbo eksempelvis er lige så kritisk over for McDonalds, som hvis han ikke havde fået penge af dem?

- Ja, da.

Hvordan vil du overbevise seerne om det?

- Det behøver jeg ikke. Sådan er det. Jeg hører ikke, at det er et problem. Det er kun jer der ringer og sår tvivl om det.

Du mener ikke, at der kan rejses tvivl om værternes troværdighed, hvis de er betalt af et firma eller en interesseorganisation?

- Nej, det mener jeg faktisk ikke.

Hvad skal der så til, før der kan rejses tvivl om værternes troværdighed. Hvis ikke det er nok, at de får penge af et privat firma?

- Hvis de laver en opgave, hvor de er ordstyrere, så er det en del af en professionel journalistisk opgave. Det betyder jo ikke, at man er fuldstændig ukritisk derefter.

Men det er vel også værternes troværdighed, som firmaerne køber?

- De køber en professionel, der kan lede en debat. De køber ikke en stemme, og de køber sig ikke til fred og ro. På DR bedyrer nyhedsdirektør Ulrik Haagerup også, at alt er foregået efter bogen. Haagerup har selv personligt godkendt, at hans nyhedsværter får pæne beløb fra firmaer og organisationer, selvom de risikerer at skulle interviewe dem kritisk i TV-Avisen:

Personlig godkendelse

- Vores politik er, at man skal have en godkendelse af mig personligt i hvert tilfælde. Derudover skal man overholde vores regler for bijob, dvs. man skal overholde vores program-etik, man må ikke deltage i noget, der kan påvirke DRs uafhængighed, og man må ikke medvirke til medietræning af personer, som man senere kan komme til at interviewe.

Hvad er formålet med at give tilladelse?

- Det gør vi, for selvom vi køber en ydelse af folk i arbejdstiden, skal de have de muligheder i deres fritid. Vi har en god håndfuld ansatte, der deltager på Folkemødet og det er fint, for vi vil gerne bakke op om Folkemødet.

BT har spurgt flere af de pågældende værter, hvad de tjener på Folkemødet, men ingen af de adspurgte vil afsløre deres bi-indtægt.