En gnist fra et jernbanearbejde var tæt på at koste Carsten Juul livet. Læs den dramatiske historie om en frådende skovbrand og et venskab, som selv døden ikke kunne bryde

Eksploderende eukalyptustræer knasede faretruende. Brændende blade flakkede forvildet omkring i den overophedede luft. Carsten Juul var sikker på, at han og vennen Christian skulle dø. På en torsdag. I Australien. I 1982. De var 19 år gamle.

»Hvis vi dør, dør vi sammen,« sagde han så. Med en underlig ro i sjælen og stemmen, der slet ikke passede til et så ungt et menneske.

Når en brand er på sit højeste, stiger temperaturen til mellem 1.000 og 1.200 grader. Frådende kugler af ild flænser luften. Sådan et inferno havde lige raset hen over hovederne på dem. Han havde forliget sig med døden.

Så voldsomt ser det ud, når en skovbrand raser i Australien i det tørre sommerhalvår. Oftest koster det menneskeliv. Seks uger skovbranden, der var tæt på at koste Carsten og Christian livet, udbrød en endnu voldsommere brand i samme nationalpark. Den kostede 150 mennesker livet.
Så voldsomt ser det ud, når en skovbrand raser i Australien i det tørre sommerhalvår. Oftest koster det menneskeliv. Seks uger skovbranden, der var tæt på at koste Carsten og Christian livet, udbrød en endnu voldsommere brand i samme nationalpark. Den kostede 150 mennesker livet. Foto: FIRE AND EMERGENCY SERVICES/AFP
Vis mere

35 år senere sidder han i en lejlighed i indre København. Stempelkaffe og varm mælk står på bordet. Carsten Juul er blevet en voksen mand. Øjnene inde bag brillestellet er faste, ansigtet beslutsomt.

Han har taget et langt tilløb til at fortælle historien om dén gang, to unge Roskilde drenge blev fanget i en brutal skovbrand i den australske vildmark i Blue Mountains National Park, og en gravalvorlig skovbetjent meddelte forældrene, at de sandsynligvis ville få sønnen tilbage som trækul.

Og han har taget tilløb til at fortælle historien om en brand, der formede et ubrydeligt venskab.

Så smukt ser der ud i Blue Mountains nationalpark, når det ikke brænder. 'De tre søstre' kaldes disse tinder. 
Så smukt ser der ud i Blue Mountains nationalpark, når det ikke brænder. 'De tre søstre' kaldes disse tinder.  Foto: GREG WOOD/AFP
Vis mere

»Det er først nu, at jeg har fået den tilpas meget på afstand,« forklarer 54-årige Carsten Juul om grunden til, at hans historie først nu kommer i bogform. ‘Skovbrand hedder den.

»Det kræver også et vist mod,« tilføjer han så.

»At være ærlig, at fortælle hvordan man havde det, fortælle om sine egne svagheder, om sin familie og slutningen på Christians liv, det har været svært for mig at skrive om.«

Og det er hér, at citatet ovenfor spiller ind. ‘Hvis vi dør, dør vi sammen’.

Byen Himmelev ligger i udkanten af Roskilde på Midtsjælland. Her blev Carsten Juul født. Og her voksede han op.

På et klassefoto fra 2. D står han på bageste række med et stort smil og halvlangt lyst hår. Ved siden af ham står en lidt højere dreng. Deres tidstypiske frisurer er stort set identiske. Drengen er Christian Høyer Pedersen.

»Et sjovt tilfælde, at vi står ved siden af hinanden, for så tætte var vi ikke,” siger Carsten Juul og uddyber: “Han spillede ikke fodbold - ikke særlig godt i hvert fald - men det gjorde jeg. Vi havde egentlig ikke ret meget med hinanden at gøre dengang.«

Senere skiftede Carsten Juul skole og det var først, da Christian i teenageårene begyndte at hænge ud med nogle af Carstens venner, at de to drenge så hinanden igen.

»Men jeg syntes jo, at han var utrolig frelst og politisk korrekt. Vi kom fra to forskellige verdener. Han var af en kunstinteresseret, venstredrejet akademiker familie, mens min far var forretningsmand, borgerlig og nærede stor afsky for Anker Jørgensen og hele systemet,« mindes Carsten Juul.

Dette broderede bogmærke lavede Carsten Juuls tidligere lærerinde til ham. Hun - og de øvrige lokale - kaldte det et mirakel, de to drenge overlevede en af de mange skovbrande, som koster mange mennesker livet årligt. 
Dette broderede bogmærke lavede Carsten Juuls tidligere lærerinde til ham. Hun - og de øvrige lokale - kaldte det et mirakel, de to drenge overlevede en af de mange skovbrande, som koster mange mennesker livet årligt.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han smiler overbærende over sit ungdommelige sort-hvide billede, som siden blev strøget over med væsentlig flere nuancer.

I 1980 - hvor Carsten Juul var blevet 17 år gammel - valgte familien at udvandre til Australien. At give Anker Jørgensen fuckfingeren. De bosatte sig ned i en forstad til Sydney, forsøgte at slå rødder dér.

Carsten Juul husker stadig den skuffelse, der fløj gennem hans unge krop, da han to år senere fik brev hjemmefra. Fra Christian, som var på vej ud i den store verden. Måtte han komme forbi?

'Kunne det da ikke have været en af de andre’ mindes han, at han som 19-årig tænkte.

Men nyheder fra Himmelev, hjemmerullede smøger og dåseøl fik dog hurtigt kål på den ungdommelige ærgrelse, og konturerne af et nyt, stærkt bånd begyndte at forme sig.

Efter nogle dages rundvisning til områdets turistattraktioner var det, at Carsten Juul foreslog en tur i vildmarken, til nationalparken der omkranser bjergkæden Blue Mountains.

Så smukt ser der ud i Blue Mountains nationalpark, når det ikke brænder. 
Så smukt ser der ud i Blue Mountains nationalpark, når det ikke brænder.  Foto: AFP
Vis mere

»Jeg tror, at enhver ung mand gerne vil teste sig selv og opleve et eller andet farligt. Men jeg havde nok ikke regnet med, at det blev så farligt,« siger Carsten Juul med et lille forsigtigt smil.

Det var på turens tredjedag, at det blev ‘så farligt’.

Mens vinteren var godt på vej til at sænke sig over Danmark, var foråret på sit højeste i Australien.

»Alt var godt, selv om det var pissevarmt og anstrengende.«

På det interaktive kort nedenfor kan du se de to venners dramatiske tur:

De to venner var nået til campingområdet i kløften Fortress Creek Flat. På deres vej og op ned af bjerge og stier havde de kun mødt ganske få mennesker. Nu var de nede i dalen, og varmen var ekstrem. De så frem til at det blev aften, at temperaturen ville falde en smule og at de over smøgerne igen skulle sidde og snakke og grine, mens et blåt stjernedrysset tæppe lagde sig over dem. De stønnede i varmen.

Da en frisk vind pludselig bølgede gennem dalen, blev de nærmest lykkelige. Derpå undrende, da en stilhed fulgte, da hver en cikade holdt inde på én og samme tid.

»Det var, som om at al lyd blev suget ud af skoven,« forklarer Carsten Juul om dét, der skulle vise sig at være ildevarslende minutter.

Uroen forplantede sig først i Christian.

»Heldigvis var han insisterende,« siger Carsten Juul om det forløb, der skulle blive kendetegnende for de kommende dage, hvor de to venner skiftedes til at være ovenpå, til at tage førertrøjen på.

En flod delte dalen. Den krydsede Christian for at kunne komme op ad en skrænt og dermed danne sig et overblik over, hvad der var på færde. Det var deres første held.

Både danske og australske aviser skrev om det store drama, som Carsten Juul og Christian Høyer Pedersen blev fanget i. 
Både danske og australske aviser skrev om det store drama, som Carsten Juul og Christian Høyer Pedersen blev fanget i.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg husker, at det tog en helvedes tid, jeg var virkelig irriteret på ham og havde lyst til at pande ham én,« fortæller han ærligt om minutterne, der gik, indtil Christian vendte tilbage og sagde ‘det brænder, der må ikke gå panik i os’.

»Det var meget stort og voksent af ham at holde fast i det,« tilføjer Carsten Juul, som til gengæld var dén der holdt fast i, at de skulle blive ved floden.

Når en skovbrand bryder ud, flytter den sig med 50 km i timen. Selv raske drengeben kan ikke flytte sig med samme hastighed.

»Så panikken ligger lige under overfladen,« siger Carsten Juul og når dertil i historien, hvor alt dét han troede, at han havde lagt bag, kommer snigende tilbage og overvælder ham.

Bortset fra i sin bog, har han kun sjældent fortalt om branden.

»Det virkede forkert at fortælle om den. Den var lidt hellig for os,« forklarer han og fortsætter så. Næsten stakåndet.

»Det går så hurtigt. Kommer bare væltende ned over dalen. Gløder, der bliver smidt i luften og blæst langt foran den egentlige brand, en øredøvende larm så vi ikke kan høre hinanden. Eukalyptustræer indeholder olie, og når de bliver varmet op, sprænger de i luften, eksploderer.«

Voldsomme flammer skydes op i himlen, når eukalyptustræer eksploderer i varmen. 
Voldsomme flammer skydes op i himlen, når eukalyptustræer eksploderer i varmen.  Foto: SIMON MOSSMAN/EPA
Vis mere

De ser en klippe på størrelse med en Folkevogn midt i floden. På begge sider af den viger skoven en anelse tilbage.

»Christian er først i vandet, kommer rundt om klippen, presser sig ind i et lille indhak i den. Jeg er lige bag ved, når lige at lægge mig i vandet.«

Han tager en dyb indånding. Er mentalt tilbage i dalen.

»Så kommer branden blæsende lige hen over os. Kommer som et brag og lange kæder af træer står i brand med det samme.«

Varmen var så intens, at de knap kunne trække vejret. De dykkede ned i det grumsede flodvand, op igen, ned igen. Klamrede sig til den andens hænder.

Sådan tog sceneriet sig ud dagen før branden brød ud. Her poserer Carsten. 
Sådan tog sceneriet sig ud dagen før branden brød ud. Her poserer Carsten.  Foto: Bax Lindhardt/Privat
Vis mere

»Så kom der et tidspunkt, hvor flammerne mødtes hen over flodlejet, dannede nærmest en kuppel. Der blev fuldstændig bælgragende mørkt og den lille flod holdt op med at strømme. Alt stod stille, der var helt lufttomt. Dér troede vi, at vi skulle dø.«

Og så var det, at Carsten Juul sagde sætningen. ‘Hvis vi dør, dør vi sammen’.

»Christian var jo rasende. ‘Jeg vil ikke dø så ung’ råbte han og tyrede næven ned i vandet. Men der kom en mærkelig ro op i mig, jeg ville bare have det overstået.

Så jeg sagde, at hvis vi døde, døde vi sammen. Det fløj bare ud af munden på mig. Og jeg vidste med det samme, at det var fejt sagt. Hvorfor skulle jeg have ham med i det? Jeg skulle da kunne dø alene.

Han troede, at mine ord var udtryk for noget helteagtigt. Men i virkeligheden var det, fordi jeg var skidebange.«

Til daglig er Carsten Juul advokat i Roskilde. Man fornemmer, at han er vant til at sidde overfor mennesker og løse konflikter, rådgive og vejlede. Men lige nu er han et andet sted. Tilbage i Australien. Fanget i en indre konflikt.

Cheat the heat - snyd varmen - hedder overskriften på denne australske artikel om drengenes overlevelse og de mange farlige skovbrande. 
Cheat the heat - snyd varmen - hedder overskriften på denne australske artikel om drengenes overlevelse og de mange farlige skovbrande.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han rykker frem på stolen, armene maler med store viftende strøg det videre drama. Om øjeblikket, hvor optimismen vendte tilbage. For et meget kort øjeblik.

»Jeg nåede lige at sige, ‘jeg tror sgu, at vi har klaret den’. Så kom røgen. Så meget røg, at du ikke drømmer om det. Den kom væltende fra alle sider, ind over flodlejet. En kæmpe lydløs dyne,« forklarer Carsten Juul og ryster på hovedet af de billeder, der viser sig for på hans indre film. Billeder af en skovbund dækket at en halv meter aske, af ham og Christian, der er ved at blive kvalt af røgen, må tage t-shirten op for mund og næse og dykke under vandet igen og igen.

Han husker, hvordan Christian gik i panik. ‘Nu dør vi af røgforgiftning’.

»Hvorfor skulle han sige det? Jeg blev skidebange over, at jeg skulle forholde mig til det,« siger Carsten Juul med den gamle irritation i stemmen. Men også lettelse.

»Jeg aner ikke, om det var temperaturforskellen mellem vandet og luften, men noget havde en afstødende effekt på røgen, så den blev ved med at ligge over klippen. Vi havde faktisk ilt.«

Christian køler sig ned ved floden. Billedet er taget dagen før branden. 
Christian køler sig ned ved floden. Billedet er taget dagen før branden.  Foto: Bax Lindhardt/Privat
Vis mere

Natten var grusom at komme igennem. Frygten for, at de forkullede træer væltede ned over dem, var svær at ryste af. De skiftedes til at holde vagt. At torsdag blev til fredag, gjorde ikke den store forskel. Lyset kunne knap trænge gennem den tykke sorte røg.

Alligevel gjorde de et forsøg på at søge op ad skrænten i håbet om, bedre at kunne ses og opdages. Helikoptere cirklede over dem, de kunne høre dem, de gav håb. Der lige så hurtigt forsvandt igen. ‘Forpulede idioter’ råbte de i vrede til himlen.

»Røgen var så massiv inde i skoven, at vi var nødt til at søge tilbage til klippen,« siger han med ærgrelse i stemmen og mindes der underlige æreskodeks, der igen og igen fik ham, Carsten Juul, til at udføre heroiske handlinger, der kunne betale af på skammen over at have sagt, hvad han gjorde. Det med at dø sammen.

»Det skulle udlignes,« lyder hans forklaring.

Halvandet døgn var de fanget i den australske skovbrand, før redningshelikopteren fik øje på dem nede i dalen. Ingen havde troet, at de ville overleve. Heller ikke Carsten Juuls forældre.

Søndags Aktuelt kunne søndag den 28. november 1982 bringe en stor artikel om de to danske drenge, der var tæt på at omkomme i den australske skovbrand. 
Søndags Aktuelt kunne søndag den 28. november 1982 bringe en stor artikel om de to danske drenge, der var tæt på at omkomme i den australske skovbrand.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Først hørte de, at vi var fundet, men fik ikke nogen informationer, så de troede, at vi var forbrændte og slemt tilredte. Og da vi kom løbende ind i stuen søndag morgen, så….«

Han går i stå. Stærkt berørt af scenen. Synker en stor klump i halsen.

»Det kommer lige bag på mig,« siger han, trækker vejret dybt.

Han og Christian døde ikke sammen.

Man hører ofte historier om mennesker, som bliver uløseligt forbundet af dén katastrofe, de har været ude i.

Christian og Carsten Juul (th) fotograferet umidddelbart efter, at de er blevet reddet og genforenet med Carstens forældre.
Christian og Carsten Juul (th) fotograferet umidddelbart efter, at de er blevet reddet og genforenet med Carstens forældre. Foto: Privat/Lindhardt og Ringhof
Vis mere

Sådan var det også for Carsten Juul og Christian Høyer Pedersen. Venskabet, det havde spiret og båret knopper under Christians ophold i Australien, sprang helt ud efter branden. Nærmest som et vidnesbyrd om, at de var i live, at livet gik videre.

De ungdommelige sort-hvide billeder og opfattelser blev opløst, erstattet af modenhedens flerfarvede palette.

»Han blev mere som dén, jeg var, og jeg mere som dén, han var. Vi kunne stadig have mange diskussioner og konfrontationer, men jeg vidste, at Christian kunne tage det. Ikke mindst fordi vi havde været gennem branden, havde set og hjulpet hinanden, skiftedes til at være ovenpå og nede.

Nærmest ved et mirakel overlevede kameraet den voldsomme katastrofe. Her ses Carsten Juul med den afbrændte skov i baggrunden. 
Nærmest ved et mirakel overlevede kameraet den voldsomme katastrofe. Her ses Carsten Juul med den afbrændte skov i baggrunden.  Foto: Bax Lindhardt/Privat
Vis mere

Det lagde en solid bund for et venskab, der navnlig udviklede sig, da jeg få år senere vendte hjem til Danmark igen. Det blev et venskab, hvor vi nærmest ringede til hinanden hver dag og var sammen hele tiden. Vi ville hinanden det bedste og vidste, at der var plads til, at man slog nogle skæverter. Det blev et fantastisk venskab og jeg savner ham. Savner at vide, at der var én, som næsten uanset hvad ville én det godt.«

Den var der pludselig. Svulsten.

Begge var de landet gode steder i deres liv. Carsten Juul havde fundet kærligheden med Pernille og havde to døtre. Vennen Christian var også gift og havde tre små børn. De fulgtes ad på livets og venskabets vej. Nu trængte en uønsket vækst gennem det solide fundament.

I halvandet år kæmpede Christian. Han ville vinde over kræften.

Carsten Juul kæmpede med ham. Ligesom dengang hvor de stod skulder mod skulder, hånd i hånd, mod den voldsomme skovbrand. Hvor de overlevede mod alle odds. Men at denne kamp var uden mirakler, stod lysende klart i 2006.

Journalist og advokat Carsten Juul som har skrevet bogen 'Skovbrand', der bl.a. handler venskabet med Christian Pedersen, og den voldsomme skovbrand, der var millimeter fra at slå dem ihjel.
Journalist og advokat Carsten Juul som har skrevet bogen 'Skovbrand', der bl.a. handler venskabet med Christian Pedersen, og den voldsomme skovbrand, der var millimeter fra at slå dem ihjel. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det var nat på Herlev hospital.

‘Jeg er ved at gå i stykker,’ sagde Christian ud i halvmørket til sin ven, som lå i sengen ved siden af. Efter halvandet år havde lægerne opgivet at kurere ham.

12 etager var de hævet over byens slumrende liv. Fra hospitalets store glaspartier lyste røde prikker op ude i mørket. Sendte associationer til efterdønningerne af branden på bjergskråningerne flere årtier tilbage.

»Så spørger jeg, om han husker dét tidspunkt, hvor floden floden holdt op med at strømme og alt blev mørkt. Om han husker, at jeg sagde ‘hvis vi dør, så dør sammen’.«

Carsten Juul rykker sig uroligt i stolen. De ellers rolige øjne flakker inde bag brilleglasset.

Med tilkæmpet ro forsøger han at forklare, at han og øvrige venner og familie skiftedes til at sove ude på hospitalet, fordi den kræftsyge og døende Christian om natten blev overvældet af angst.

Smerten over tabet af sin bedste ven Christian sidder stadig indeni Carsten Juul. 
Smerten over tabet af sin bedste ven Christian sidder stadig indeni Carsten Juul.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde fået sagt det til ham før, for vi talte om branden mange gange. Men altid overordnet. Vi kom aldrig rigtig ind i den. Det var der ikke nogen grund til.

Men jeg ville jo gerne have ham ud af den vildfarelse at tro, at dét, som jeg sagde, var noget helteagtigt. Så jeg fortæller ham, at det var, fordi jeg var bange for at være alene i døden. Så siger han…...«

Han rejser sig brat op fra stolen. Kæmper med sin krop, sine tanker, sine ord. Kan ikke stole på nogen af dem.

»Sorry, jeg skal lige…….«

Tunge trin på plankegulvet runger ud i stuen. Der går lidt tid. Dybe indåndinger, før han kan fortsætte.

Cheat the heat - snyd varmen - hedder overskriften på denne australske artikel om drengenes overlevelse og de mange farlige skovbrande. 
Cheat the heat - snyd varmen - hedder overskriften på denne australske artikel om drengenes overlevelse og de mange farlige skovbrande.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Lige dér har han erkendt, at han skal dø. Så han ligger dér i sengen og siger, at han ville ønske, han ikke var alene i dét. Siger, at han ville ønske, at der var nogen, der kom ham i møde. Og det er dét, der er så sigende for Christian. Han forstår mig med tilbagevirkende kraft. Forstår, at det med at gå i døden alene er meget ensomt.”

Kort efter gik Christian Høyer Pedersen i døden. 42 år gammel. Åndede ud på Skt. Lukas Stiftelsens hospice i Hellerup. Et mærkeligt sammentræf, kalder Carsten Juul det.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte:‘her er jeg født, nu skal han dø her’.«

Carsten Juul nåede at indfri sit sidste løfte til Christian: at bede til Gud. Han foldede sin hænder og bad ham deroppe om tage godt imod hans, Carstens, bedste ven. Passe på ham, så han ikke var alene.

Privatfoto af de to venner Carsten Juul og Christian på ferie sammen i Sydfrankrig i 2003. På billedet ses også Carstens ene datter.
Privatfoto af de to venner Carsten Juul og Christian på ferie sammen i Sydfrankrig i 2003. På billedet ses også Carstens ene datter. Foto: Bax Lindhardt/Privat
Vis mere

Siden han i 1984 forlod Australien, har han ikke været tilbage. Og har heller ikke planer om det. Med sin bog ‘Skovbranden’ vil Carsten Juul lukke og slukke for det dramatiske og voldsomme kapitel i sit liv.

Hverken han eller Christian havde traumer ovenpå branden, der kunne have kostet dem livet. Den har efterladt ham mere påpasselig, mere vagtsom. Men også mere sikker på sig selv.

»Jeg synes, at vi klarede det godt. Der gik ikke panik i os. Vi var skidebange og troede, at vi skulle dø, men jeg er ret stolt af, at vi begge håndterede det godt. Så oplevelsen har givet mig meget. Og den gav også Christian meget. Vi kunne stole på hinanden.

Jo, det er en voldsom ting at trække med sig. Men også glædelig. For der kom et fantastisk venskab ud af den.

Men jeg må indrømme, at det har været svært for mig at skrive om denne afslutning på Christians liv. For det er en stor og voldsom ting at skulle følge sin bedste ven så langt. Helt til det sidste. Det er en meget intim oplevelse at dele med andre,« siger Carsten Juul med smerte i stemmen.

Han er stadig tæt knyttet til Christians kone og tre børn, ser dem jævnligt. Men ingen kan fylde hullet.

“Jeg savner ham. Jeg savner ham virkelig rigtig rigtig meget.”

‘Skovbranden’ udkommer på Lindhardt og Ringhof 7/6