Familieslottet gennem næsten 400 år trues af årlige underskud i millionklassen - Caroline Fleming  er tvunget til at tænke nyt, hvis hun skal beholde det.

I et jordfarvet skrud af en kjole af designeren Mark Tan og med et sæt fe-vinger kreeret af en smed fra Det Kongelige Teater på ryggen står Caroline Fleming foran familiens slot Valdemars Slot på Tåsinge på Fyn.

I aftes kunne hele Danmark følge med i forberedelserne af den tidligere baronesses 40 års fødselsdag i TV2-programmet ’En stor dag på godset’. En fødselsdag, der varede tre dage, og hvor prominente gæster fra hele verden ankom i eventyrkostumer til slottet.

Men når tryllestøvet har lagt sig, er det langt fra sikkert, at eventyret ender lykkeligt.

Valdemars Slot, der med sine 8.500 kvadratmeter er Danmarks største bolig med mere end 50 værelser, bløder nemlig hvert år millioner af kroner.

Et slot, der siden 1687 og gennem 11 generationer, har tilhørt Caroline Flemings familie. Men som hun nu kæmper en benhård kamp for ikke at skulle sælge, inden hendes børn skal gå i hendes fodspor.

»Jeg håber virkelig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at mine børns børnebørn også kan stå her. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan. Men det er en meget stejl bakke at klatre,« siger hun således med alvor i stemmen i programmet.

Foto: fotograf Sonny Munk Carlsen
Foto: fotograf Sonny Munk Carlsen
Vis mere

800 slotte og herregårde

I Danmark findes der omkring 800 slotte og herregårde, men hvor der før i tiden var hundredvis af ansatte til at skaffe indtægter og til at vedligeholde stederne, er virkeligheden i dag en helt anden. Mange godsejere er tvunget til at tænke kreativt for at tjene penge, og for Valdemars Slot, der i dag har bare fem ansatte, er det ikke anderledes. Det står klart, når man kigger i slottets regnskaber.

De seneste fire år har Valdemars Slot tabt næsten fire millioner kroner om året, og gælden er oppe på 83.182.976 kroner, mens værdien af bygninger og grunde kun er på 80 millioner kroner.

Et faktum, der plager Caroline Fleming og hendes far lensbaron Niels Juel-Brockdorff, afslørede de i programmet. Og som gør, at de begge til tider ’ligger søvnløse om natten’.

Ejede 80 procent

Tv-værten og forfatteren Caroline Fleming er født på Valdemars Slot, men bor i dag i London med sine tre børn. Det var her, hun mødte sin nu tidligere mand, Rory Fleming, der tilhører en af Englands rigeste bankfamilier, og som i dag sidder i bestyrelsen af Valdemars Slot.

Indtil 2011 ejede Caroline Fleming 80 pct. af slottet, men solgte sin andel tilbage til sin far, og i dag er det formelt hendes 11-årige søn Alexander, der ejer det. Hovedhuset er omdannet til museum, og stedet drives af en fond, men det er imidlertid Caroline Fleming selv, der har ansvaret for slottets fremtid.

Mange historier

Et tungt ansvar, når man som 11. generation har store følelser i klemme.

»Det (Valdemars Slot, red.) har selvfølgelig en stor betydning for mig. Det har så mange historier igennem så mange generationer. Det har meget stor affektionsværdi. Men affektionsværdien går hånd i hånd med en fornemmelse af et ansvar.

Min generation er nødt til at tænke på en lidt mere kreativ måde, fordi stedet ikke længere kan overleve af landbrug og skovbrug,« siger Caroline Fleming i TV2-programmet.

Faderen Niels Juel-Brockdorff erkender, at det koster ’hundredvis af tusinde kroner om året’ at køre slottet.

Ud over landbrug og skovbrug stammer indtægterne ifølge Caroline Fleming fra udlejning af huse og fra at åbne op for turister til events, bryllupper og konferencer.

Må tænke nyt

Men det årlige driftsunderskud i millionklassen afslører, at det langtfra er nok.

Derfor er Caroline Fleming tvunget til at tænke i nye baner, hvis ikke hun skal miste slottet, og i programmet ser man blandt andet, hvordan hun forsøger at få lov til at sælge vand på flaske tappet på Valdemars Slots 732 hektar store grund.

Også grundens æbletræer kommer i spil i jagten på profit, og den tidligere baronesse overvejer både at kaste sig ud i produktion af æblemost og marmelade. Indtil videre er produktionen så vidt vides ikke ført ud i livet.

Caroline Flemings manager Jesper Thomsen oplyser til BT, at hun er bortrejst på ferie og derfor ikke har mulighed for yderligere at kommentere slottets fremtid.