Cannabis til medicinsk brug er på vej til at blive lovligt. Det kan hjælpe tusindvis af syge ud af smerte-helvede.

Tusindvis af syge danskere med gigt, kræft, sklerose og andre sygdomme kan få en ny vej ud af deres daglige smerter.

Et flertal i Folketinget er klar til at gøre cannabis til medicinsk brug lovligt, og det har ifølge en ekspert store perspektiver.

Peter Ege, tidligere socialoverlæge i Københavns Kommune og i dag lægekonsulent i forskellige behandlingsinstitutioner, har fulgt brugen af cannabis til medicinsk brug tæt.

»Utroligt mange oplever, at medicinsk cannabis virker, og det vil komme en stor patientgruppe til gavn. Derudover vil det erstatte det illegale forbrug, så cannabis-produkterne bliver mere sikre,« siger Peter Ege.

Forbeholden

Der er dog endnu ingen dokumentation for, at medicinsk cannabis faktisk har en effekt for syge patienter, og derfor er Jens Oluf Bruun Pedersen, overlæge fra Kræftens Bekæmpelse, mere forbeholden.

»Det er ikke et mirakelmiddel, men det vil være til glæde for nogle patienter,« siger han.

Forslaget om en legalisering af cannabis til medicinsk brug er stillet af Alternativet. Det drejer sig i første omgang om en treårig forsøgsperiode, hvor praktiserende læger kan ordinere cannabis til medicinsk brug.

Lovforslaget blev i fredags førstebehandlet, og alle partier på nær Socialdemokraterne, Venstre og De Konservative er positivt stemt over for forslaget. Ideen er endnu ikke konkret udformet, og derfor mødes partierne engang i januar for at drøfte, hvad der kan lade sig gøre. Det fortæller Alternativets sundhedsordfører Carolina Magdalene Maier.

»Det er et stort ønske fra mange partier, at vi finder en løsning. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld over for en fælles løsning. Vi har forskellige ideer, men der er håb forude. Og det tyder på, at flertallet holder,« siger Carolina Magdalene Maier.

God effekt mod leddegigt

I dag skaffer mange danskere medicinsk cannabis på det sorte marked, og det vil en legalisering gøre op med. Derfor støtter både Scleroseforeningen og Gigtforeningen op om forslaget.

»Medicinsk cannabis har en god effekt på patienter, der har rigtig mange smerter på grund af kronisk leddegigt. Der er ikke andet, der hjælper dem. Vi må lytte til patienterne,« siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen.

Der findes ingen tal på, hvor mange der vil få gavn af det, hvis cannabis til medicinsk brug bliver lovligt, men i Gigtforeningen er der ingen tvivl om, at det vil gøre en stor forskel for hverdagen hos kronisk syge mennesker.

»En stor andel vil få glæde af det, og jeg tror, omfanget er større, end man regner med,« vurderer Mette Bryde Lind fra Gigtforeningen.