På live tv

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>36-årige Camilla fra Randers ligger netop nu, torsdag formiddag, på operationsbordet på Aarhus Universitetshospital, hvor hun får fjernet begge sine bryster - og genopbygget dem igen.

Og det hele sendes live og bliver fulgt på storskærm i det store auditorium på Skejby Sygehus, hvor 50-60 læger netop nu er samlet for at følge operationen, som er meget avanceret og som kun er udført nogle ganske få gange tidligere på hospitalet.

Derfor er det den amerikanske kirurg Andrew Ashikari, der på sin klinik i New York har foretaget flere end 400 operationer af den type, som udfører indgrebet.

Operationen, som er en tro kopi af det indgreb, som den amerikanske skuespiller Angelina Jolie har fået foretaget, bliver lavet, fordi Camilla fra Randers - ligesom Angelina Jolie - er bærer af génmutationen BRCA-1, som giver hende 80 procent risiko for at udvikle brystkræft, ligesom hun også har øget risiko for at udvikle kræft i æggestokkene.

Mens Andrew Ashikari opererer, kommenterer han og underviser på den måde de mange læger, som interesseret og koncentreret følger med i auditoriet live. Og besvarer spørgsmål undervejs.

Den amerikanske kirurg har oven i købet overskud til også at sende et par muntre bemærkninger afsted, mens han koncentreret er i gang med at fjerne brysterne på den kronjyske kvinde.

- Det er jo altid lettere sagt end gjort, som han siger, mens han fokuseret arbejder videre.

Ved at få foretaget den forebyggende operation med fjernelse af begge bryster - og med plastikkirurgi få dem genopbygget igen - går risikoen for at udvikle brystkræft fra 80 procent og ned til fem procent.

36-årige Camilla, som er mor til tre og altså netop nu er genstand for enorm bevågenhed i det store auditorium på Skejby Sygehus, ønsker ikke sit efternavn bragt i offentligheden.