Dagen efter, Danmark fik sig en officiel nationalret i form af stegt flæsk med persillesovs, fortsætter debatten om valget af retten ivrigt på de sociale medier. I centrum for debatten står nok engang tv-kokken Camilla Plum.

Camilla Plum blev ellers mødt med en storm af raseri, fra blandt andet kendte navne som Jim Lyngvild og Pia Kjærsgaard (DF), da hun torsdag kritiserede valget af stegt flæsk på sin Facebook-profil med sætningen ”så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan… Det er skamfuldt.”

Læs også:

Fredag formiddag tager Camilla Plum så til genmæle og uddyber sit udskældte indspark på sin Facebook-profil.

- I nationalretsagen handler det i min optik om at vælge en ret, som viser vejen frem. At vælge stegt flæsk med persillesovs er et tilbageblik, en hyldest til nationalismen, på trods af al sund fornuft. Kort sagt et populistisk valg i en tid, hvor en stor del af befolkningen helt tydeligt føler sig truet på deres danskhed, af indvandringen, af det fremmede, så er det en tryg og god ret at vælge, skriver Camilla Plum og fortsætter:

Læs også:

- Men jeg mener så ikke, at nationalisme er det, vi lige står og har brug for, og at de tendenser, vi ser til nationalisme, skal understøttes.

Hun påpeger samtidig, at svineproduktion er belastende for miljøet og mener, at fødevareminister Dan Jørgensen (S) burde have udtrykt sig tydeligt om, at man sagtens kan være dansk, selvom man ikke spiser svinekød.

Camilla Plum mener, man burde have tænkt i helt andre baner i valget af Danmarks nationalret.

Læs også:

- Der er mange muligheder, som peger fremad, ikke hjem i de lavloftede bondestuer. Det kunne handle om fisk, grønt, kartofler, kylling. Der er mange muligheder for at vise, at vi har en fornem madkultur, at vi har fine friske råvarer, og at man kan spise efter sæson. Vi har mange fine retter, vi kan være stolte af, og som ikke er så ekstremt fedende, som lige den, i en tid hvor vores væsentligste sundhedsproblemer handler om, at vi spiser forkert og for meget; fedme, diabetes, hjerte-kar-sygdomme og allergier  for at nævne de værste, skriver hun.

bt.dk har været i kontakt med Camilla Plum, men hun ønsker ikke at udtale sig yderligere i sagen.