For første gang taler hun om truslerne efter det brutale ponydrab

TV-kogekonen er ufrivilligt havnet i et kæmpe stormvejr efter hendes søn slagtede en pony på stranden i Tisvildeleje sent lørdag aften. Nu er hun lagt for had af vrede danskere, der truer hende på livet:

- Jeg oplever, at folk mener, at jeg skal have skåret hovedet af og at min søn skal have skåret hovedet af. Det er skræmmende og bestemt mest skræmmende for alle mine børn. Det er godt nok noget af en omgang. Jeg bliver så ked af det, når jeg tænker på det, siger 56-årige Camilla Plum til bt.dk.

Hun ønsker ikke at vise de hadefulde mails til bt.dk, men har valgt at bryde flere dages tavshed og forklarer, at hun nu har haft besøg af politiet for at få lavet en trusselsvurdering. Politiet bekræfter Plums forklaring:

- Jeg kan bekræfte, at vi har lavet en trusselsvurdering. Vi reagerer naturligvis, når vi får henvendelser i den retning og tager derfor ud og laver nogle politimæssige vurderinger, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, siger politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi til bt.dk.

Det sker efter sagen om familiens pony, Tarzan, som hendes søn, Carl Plum, slagtede på stranden i Tisvildeleje tæt på Plums sommerhus sent lørdag aften, har været voldsomt debatteret i medierne i denne uge. Det var blodigt, men sådan er en slagtning - og ifølge Camilla Plum er der ikke tale om, at dyret er blevet mishandlet.

- Der er ikke tale om, at en hest er blevet maltrakteret eller mishandlet. Der har ikke været tale om dyremishandling. Der er tale om, at min søn har slagtet et dyr. Og det må man faktisk godt, hvis man vil spise det selv, men jeg vil sige, at det er et rigtigt tåbeligt sted at gøre det, siger hun.

Lige nu er der ved at blive lavet en dyrlægerapport, der skal fastlægge, hvad der helt konkret er sket med dyret. Men Camilla Plum er overbevist om, at dyret ikke har lidt.

- Hvis folk tror, at halsen er blevet skåret over på det dyr, mens det var ved bevidsthed, så må jeg sige, at det er ikke det, der er sket, siger Camilla Plum.

Hvordan reagerede du, da du fandt ud af, at det var Carl, der havde slagtet ponyen?
- Jeg blev faktisk lidt lettet. Jeg tænkte: ‘Så er det det.’ Jeg kender min søn, og jeg ved, at han er en ballademager, men samtidig en fyr, der har nogle rimeligt høje krav til sig selv. Jeg har arbejdet sammen med ham i mange år på gården, og jeg ved, at han aldrig nogensinde vil mishandle et dyr. Aldrig!

- Jeg kan ikke sige andet, end at jeg ville have gjort det et andet sted. Men at slagte en hest kan jeg ikke se er imod mine principper. Det er ok at slagte et dyr, hvis man ved, hvad man har med at gøre. Det ved Carl, og mine andre børn udmærket, siger Camilla Plum.

Den kendte kogekonen forklarer, at hun stoler på sin søn, når han siger, at han ville spise ponyen. Hun fik først besked om hans medvirken, da hans brev til hende onsdag eftermiddag blev offentliggjort på modkraft.dk.

Lige nu forsøger hun at holde sammen på familien, der har været under et voldsomt pres i de seneste dage, hvor man er blevet bestormet af vrede danskere og pressen har kimet familien ned.

- Det er uhyggeligt tankevækkende, at jeg får tusindvis af hademails, trusler på livet, trusler på mine børns liv og rigtig mange af dem kører efter en retsopfattelse, som simpelthen ikke er lov i Danmark. Det er øje for øje, tand for tand. Det er virkelig primitivt. Og det synes jeg er rigtig uhyggeligt, siger Camilla Plum, der afviser de seneste dages beskyldninger mod og rygter om hende og familien:

- Lige nu kommer alt på forsiden af avisen. Det er da vildt, at der er nogen, der vil fortælle sådan noget. Det er fuldstændig langt ude, siger hun.

Køb BT lørdag og læs hele interviewet med Camilla Plum.