'På røven i Nakskov' vækker vrede i ... Nakskov, hvor man forgæves har forsøgt at få ændret titlen på TV 2-dokumentaren.

Det er næppe i Nakskov og omegn, at TV 2 skal regne med at få sine seere, når stationen torsdag aften sender først afsnit af dokumentarserien ‘På røven i Nakskov’.

Serien handler om syv udsatte familier, hvor vi blandt andet møder en ung mor, der kæmper for at beholde sit barn, og førtidspensionisten Ib og hans søn Nikolaj, der skal rykke ud af deres hjem, som kommunen har erklæret uegnet som menneskebolig.

På Lolland-Falster er man imidlertid ikke glad ved tanken om, at Lollands største by nu er titlen på et tv-program af den karakter.

»At man vælger at kalde serien ’På røven i Nakskov’, virker for mig både tendentiøst og ensidigt. Når man snakker så meget om Udkantsdanmark og om, hvordan sådanne udtryk kan stemple en landsdel, virker det meget uigennemtænkt. Desuden kan de samme typer, der medvirker, findes overalt i Danmark,« siger Niels Halm, der har titel af bychef i Nakskov, til avisen.dk.

Læs også:

Niels Halm er ansat i Nakskov Handel & Erhverv og har blandt andet til opgave at skabe positiv opmærksomhed om byen. Derfor har han også gjort sit for at få TV 2 til at finde på et andet navn til den omdiskuterede dokumentarserie.

»Jeg snakkede med produktionsselskabet, der står bag, men de var hverken til at hugge eller stikke i,« siger han.

Hos TV 2 fortryder Mikkel Dyrting, der er redaktøren bag den nye dokumentarserie, ikke navnet på serien. Han mener, at navnet afspejler det, som serien nu engang handler om.

»De mennesker, der er med i serien, synes, at de er på røven. Og man kan være på røven på mange måder, som man også vil kunne se i løbet af serien. Den handler ikke kun om økonomisk fattigdom, men som viser, hvordan mennesker kæmper på mange måder for at komme igennem hverdagen i dagens Danmark,« siger Mikkel Dyrting til BT.

Kan du forstå, at folk fra Lolland-Falster er sure over serien og det signal, den sender?

»Jeg kan sagtens forstå, at der kommer en reaktion på sådan en programserie, hvis man bor i Nakskov og er glad for det. Men det her er jo ikke en serie om Nakskov. Det er en serie om mennesker, der står i en svær situation og kæmper for at komme videre. Nu glæder jeg mig bare til, at folk ser programmet og ser, hvordan Danmark også kan se ud,« siger han.

Læs også:

Programmet har allerede inden premieren fået en del opmærksomhed, da Facebook-gruppen ’Lolland-Falster Lovestorm’ på bare tre dage har samlet over 20.000 medlemmer som en modaktion mod programmerne. Her deler Lolland-Falster-beboere billeder og historier om de smukke sider af regionen.

‘På røven i Nakskov’ løber over seks afsnit og har premiere på TV 2 torsdag aften kl. 20.