Julen står for døren, og det er ved at være tid til at købe gaver. Nogle vælger at gøre det på internettet, og mange har måske allerede været i gang.

Er du blandt dem, der allerede har handlet på en af de mange webshops, skal du ikke være for længe om at hente din pakke. Sådan lyder opfordringen fra transportfirmaet GLS, der har sendt beskeder ud til mange danskere.

'Vi har rigtig mange pakker i vores PakkeShops. Hjælp os med at hente din pakke (...) hurtigt og gerne i dag. Tak for din hjælp.' Det er meldingen i en sms, der er blevet sendt ud. Samme besked er blevet sendt ud på mail.

Det er noget utraditionelt, at GLS sender sådanne beskeder ud, men det er der en helt særlig grund til. Pakkeafhentningsstederne er ved at drukne i pakker, og der er en stigning på hele 60 procent i mængden af pakker, skriver TV2.

Sådan ser den besked ud, som mange danskere har fået.
Sådan ser den besked ud, som mange danskere har fået. Foto: Privat
Vis mere

GLS oplever, at pakkerne ligger længere tid end normalt de forskellige afhentningssteder og dét kombineret med, at der er langt flere pakker gør, at der er rigtig mange i butikkerne.

»Det, der kommer bag på os er, at pakkerne bliver afhentet så sent. Det betyder, at flowet gennem vores pakkeshops ikke er så hastigt, som vi kender det fra resten af året. Det giver os udfordringer,« siger Marianne Møller Jensen, der er kundeservicechef hos GLS Danmark til TV2.

Udover at julen nærmer sig, og at de bestilte julegaver så småt bliver leveret, er hovedårsagen til de mange pakker den store shoppe-dag 'Black Friday', der fandt sted fredag den 25. november.

Konceptet ved 'Black Friday' er, at butikkerne kører særlige tilbud både i butikket men også online, og der er ofte mange penge at spare.



Og der var da også udsædvanligt mange, der havde kreditkortet fremme på dagen. 'Black Friday' blev den største handelsdag nogensinde, og forbruget på dankort endte på over to milliarder kroner. Det viser tal fra Nets, lød det fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

I første omgang lød meldingen at 12 procent af alle fredagens køb, der blev gjort med dankort, var i butikker på nettet. Det tal ville dog stige, fordi pengene først bliver trukket fra kontoen, når varen bliver sendt fra butikken.

'Black Friday' er oprindeligt et amerikansk koncept, men det er i den grad ved at manifestere sig hos shoppeglade danskere. I Danmark går det dog ikke helt så voldsomt til, som i USA, hvor der flere steder opstod kaos og slagsmål.