Ballademagerne skal smides langt ud af ghetto-områderne eller have noget fornuftigt at bruge deres tid på, så de ikke forpester andre medborgeres liv.

Til gengæld er det uigennemtænkt og tåbeligt at give mulighed for at jævne bygninger med bulldozere i håbet om at opnå bedre integration af utilpassede anden- og tredjegenerations-indvandrere.

Sådan lyder det klare svar fra Odense-bydelen Vollsmose til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i går i sin åbningstale i Folketinget talte for at bruge bulldozere som en del af løsningen i de af kriminalitet hårdest ramte ghetto-områder i Danmark.

Skaber kun utryghed

Men det er en helt forkert vej at gå, mener samtlige de beboere, B.T. i går talte med i Vollsmose.

- En ansvarlig regering har som en af sine fornemste opgaver at skabe tryghed i befolkningen. At true med at sende bulldozere ind i boligområder, giver lige præcis det modsatte resultat: Det skaber kun utryghed, og nu kan folk så gå rundt med en knude i maven. Det er vanvittigt, lyder det med indigneret stemme fra Ra Ranunkel, formand for samarbejdsrådet i Vollsmose.

- Alene dét at vores statsminister kan stå og sige sådan noget, vidner i min verden om umenneskelighed. Det her er slet ikke tænkt igennem, og jeg er rystet over det. Mange i de såkaldte ghetto-områder har boet der hele livet, er vokset op der, har fået børn, er blevet gift og har skabt familie. Tror statsministeren virkelig, at det afhjælper et problem at fjerne en bygning eller to? Det her handler om mennesker – ikke om huse. De unge skal have noget fornuftigt at lave. Det er, hvad det handler om, siger Ra Ranunkel.

Urolig nat i Vollsmose

Den opsigtsvækkende melding fra Lars Løkke Rasmussen kom efter endnu en aften med uroligheder nær Vollsmose. Denne gang dog ikke i selve den store bebyggelse, hvor der bor ca. 11.000 mennesker fordelt på knap 100 nationaliteter, men nær rockerstøttegruppen AK81s tilholdssted en kilometer væk.

Ifølge B.T.s oplysninger havde op mod hundrede unge fra Vollsmose samlet sig mandag aften og nogle af dem var kørt ud i området for at sige »tak for sidst« til nogle AK81ere, fordi der de seneste dage har været flere sammenstød mellem de to grupperinger, ved at biler er blevet påkørt. Ingen personer er dog kommet til skade. 

I går var der igen roligt i og omkring Vollsmose. Men selv om der blev drukket te, hygget og snakket i området, så lurer der især blandt de ældre beboere stadig frygt for at provokere de unge - og forholdsmæssigt få – kriminelle ballademagere.

Smid dem ud af landet

Salah Eddin Chaker er en af de få i ældrecentret i Bøgeparken, der tør lægge navn til sin holdning.

- Jeg er ikke bange for at sige, hvad jeg mener. Ingen skal lave ballade her. Det skal vi under ingen omstændigheder acceptere. Selv hvis mit eget barn laver kriminalitet, så skal han smides ud af landet til Libanon eller et andet sted. Jeg vil ikke finde mig i det, siger Salah Eddin Chaker og tilføjer:

- Der skal slås hårdt ned på ballademagerne. Men det hjælper ikke noget at vælte bygninger. Det flytter bare problemet.

jahh@bt.dk