Fælles for Kasper Møller Jensen og Simone Kristoffersen er, at de begge har videregående uddannelser, er arbejdsløse og på dagpenge – og så deler de holdningen om ikke at ville arbejde for Netto.

Det gav de udtryk for i et omdiskuteret interview med Radio24/7 i mandags.

Kasper Møller Jensens begrundelse er, at de ansatte i Netto-butikkerne ’ser meget triste ud’, og Simone Kristoffersen har tidligere siddet bag kassen, så nu vil hun gerne prøve noget, ’der udfordrer mig mere’, som hun selv udtrykker det.

Deres holdning om ikke at ville tage et job for hver en pris, selvom de er arbejdsløse og på dagpenge, har sat gang i en debat blandt BT’s læsere på Facebook.

For er det okay at takke nej til et job, hvis man er på dagpenge? Nej, lyder svaret fra størstedelen.

’Tag dagpengene fra dem nu,’ skriver Søren Poder:

’Ville da give ALT for at få et job! Også i Netto. Og derved komme ud af det kedelige dagpenge system. Det er trættende at gå ledig, og især når man så gerne vil ud og arbejde, og tjene sine egne penge,’ skriver Cecilie Lenfeldt Wensien:

’Hvordan kan man være så arrogant og se så meget ned på folk der arbejder – også dem i NETTO – de tjener da deres penge selv og skal konstant lytte til brok fra folk som jer to…’ skriver Sanne Harder Quvang Davidsen blandt andet:

’DE skal bare have taget deres dagpenge fra dem! Det er en mega mærkelig indstilling og have. Der er bestemt ikke noget som helst i vejen med og arbejde i Netto. De er nogle nasse røve, og har alt for høje tanker om dem selv,’ skriver Casper Madsen:

Også Socialdemokratiets folketingsmedlem, Mattias Tesfaye, er ude med riven over for Kasper Møller Jensen og Simone Kristoffersen.

’Det er vist på tide, at vi genopfinder et godt gammelt slogan fra arbejderbevægelsen: Gør din pligt og kræv din ret,’ skriver han blandt andet i et Facebook-opslag, som har fået over 2.000 likes og over 100 delinger.

Radio24/7 talte med Kasper Møller Jensen og Simone Kristoffersen på et jobcenter, efter Netto havde udsendt et jobopslag, hvor de søgte 900 nye medarbejdere.