Foto: Linda Kastrup

En ny meningsmåling fra Megafon afslører et meget trist resultat for det danske politi og de danske politikere. Og den bør læses meget grundigt i Justitsministeriet hos Søren Pape Poulsen (K), der ynder at kalde sig ’tryghedsminister’.

Megafonmålingen, som TV2 har fået lavet, viser, at over halvdelen af danskerne har mindre tiltro til politiet i dag, end de havde for 10 år siden. Politiet kommer ikke, når man ringer, og man ser dem nærmest aldrig i bybilledet, mener danskerne. Knap 40 pct. har ikke tiltro til, at politiet har ressourcer nok til at sikre den nødvendige tryghed.

Vi plejer at bryste os af at være et af verdens tryggeste samfund. Men det går fløjten, hvis man ikke føler sig tryg i sit nærområde. Hvis man frygter, at ens børn ikke kan gå sikkert på vej til skole, venner og fritidsarrangementer, eller hvis naboens hus har været udsat for røveri, og man kun venter på, at turen kommer til én selv. Forklaringen på de fraværende betjente er bl.a., at politiet i stor stil er blevet brugt til politiske topmøder, fodboldkampe og bevogtning af mulige terrormål.

»Folk føler sig enormt bange og krænkede, hvis de har været udsat for indbrud i privaten, og politiet ikke kommer,« siger forskningschef Anders Hede fra Trygfonden til Tv2.dk.

Det er forståeligt og har desværre også haft den konsekvens, at grupper af borgere i desperation forsøger at tage sagen i egen hånd og beskytte sig selv. Borgerværn skyder op overalt. Særligt i Region Sjælland er tiltroen til politiet svækket, og det har fået otte private borgerværn til at skyde op i regionen. De vil gerne have den fredelige by tilbage, de engang nød, hvor børn og ældre færdedes trygt, siger de. Politiet anbefaler folk at lade være med at tage sagen i egen hånd, for der er stor risiko for, at selvtægt kan ende galt for alle parter.

Men politiets advarsel klinger hult, når de ikke selv kan levere en acceptabel responstid. Politiet og tryghedsministeren bør knokle dag og nat med at få genskabt tilliden til politiet, så det ikke bliver nødvendigt at tage sagen i egen hånd. kark

SMS

Hitter på Facebook