Jeg er så træt. Det, jeg kommer til at skrive nu, er ikke politisk korrekt. Men det skider jeg på.«
En svensk politimand har sendt en tsunami af forargelse ind over landet. En personlig beretning har delt landet i to – for og imod. Gennem et langt liv i politiet, helt præcis 47 år, er Peter Springare blevet slidt op af det store svenske tabu: problemer med kriminalitet og social ustabilitet blandt indvandrergrupper. Den slags, man ikke taler om i Sverige. Peter Springare har på sin Facebook beskrevet en uges arbejde i politiet. Mohammed, Ali og Mahmod er som oftest navnene på de mistænkte, når kriminalitet som voldtægt, vold og afpresning skal opklares i Örebro, skriver han. En beretning, der ikke er underbygget af fakta, men personlige oplevelser.
I Danmark er det ikke kun ’Mohammed,’ der er i kontakt med politi og anklagemyndighed. Det er ’Ib’ også. Men vi ved dog, at unge mænd med indvandrerbaggrund er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Vi ved også, at kvinder med indvandrerbaggrund er stærkt overrepræsenteret på landets krisecentre, således har knap halvdelen af kvinderne på centrene indvandrerbaggrund. Det interessante er imidlertid, om den danske erkendelse af problemerne har løst noget. I så fald burde vi være førende i integration, og det er næppe nogen overdrivelse at erkende, at det er vi ikke. Vi har ikke kunnet tale os ud af problemerne, endsige råbe os til nogen løsning. I Sverige har politikere og medier i høj grad valgt at fornægte de udfordringer, der er og har været med indvandring.
På det punkt er vi lysår foran, det kan vi blandt andet takke Dansk Folkeparti for, også selvom mange sikkert vil hade at skulle indrømme det. Men - for der er et stort ’men’. Vi mangler fortsat at skabe en succesfuld integration, og den opgave kræver mere end blot at bryde et tabu. Den kræver handling.
Så mens den svenske politimand Peter Springare fremover en gang ugentligt vil opdatere sine Facebook-venner med sine oplevelser i politiet, kan vi andre spørge os selv, hvad vi selv gør for at forbedre integrationen. Måske det i virkeligheden begynder hos os selv.
lier
