Følg forhandlingerne i LIVE-bloggen her på bt.dk.

Forligsmand Mette Christensen har meddelt forligsparterne omkring klokken 21.30 tirsdag aften, at der skal være en aftale på plads inden midnat. Det erfarer BT.

Hvis forligsmanden vælger at sætte tiden i stå, sker det kun for at få enkelte detaljer i en eventuel aftale på plads, og der vil maksimalt være tale om et par timer, præciserer Forligsinstitutionen i en SMS til DR Nyheder.

Dermed trækker forligsmanden en skarp streg i sandet og lægger tryk på forhandlerne for at få dem til at opnå et forlig.

BT's reporter i Forligsinstitutionen på Sankt Annæs Plads fortæller, at der efter meldingen om, at der ikke bliver tale om 'forlænget spilletid,' er meget mere aktivitet i huset, end der har været de sidste mange timer.

Tidligere i dag har FOA-formand Dennis Kristensen ellers givet udtryk for, at han forventede at forhandle til langt ud på natten og at forligsmanden således ville ‘sætte tiden i stå.’

Ved midnat udløber den officielle deadline for at forhandle overenskomsterne for de offentligt ansatte. Kommer der ikke en aftale i hus, vil der udbryde konflikt. Forhandlingerne kan dog forlænges ved at forligsmanden vælger at stoppe tiden, hvis der er udsigt til, at et forlig kan opnås efter midnat. Og så har forligsmanden også mulighed for at udsætte konflikten i yderligere 14 dage.

Hvis der bliver tale om en storkonflikt, vil op mod 500.000 ansatte enten strejke eller være lockoutet fra henholdsvis 22. april eller 28. april, hvis overenskomstforhandlingerne bryder sammen.