Mens dronning Margrethe havde travlt med det belgiske statsbesøg, tog Prinsen for sig af havets fristelser på spansk gourmetrestaurant.

Mens dronning Margrethe sidste torsdag vinkede farvel til det belgiske kongepar ovenpå et flere dage stramt program og derpå ilede videre til Akademiraadets Stiftelsesfest i Kunsthal Charlottenborg samme aften, var der noget mere ro på i hendes mands liv.

BT kan i dag afsløre, at på selvsamme tidspunkt sad prins Henrik nemlig med et glas kølig canarisk hvidvin i hånden og nød den smukke solnedgang på en gourmetrestaurant i den lille idylliske fiskerby La Caleta på vestkysten af den spanske ferieø Tenerife. I området omkring Caletta er der flere luksushoteller, der i blandt det firestjernede Royal Hideaway Luxury Hotels and Resorts, men hvor prinsen boede er dog uvist.

Udsigten fra Restaurant La Vieja fejler ikke noget.
Udsigten fra Restaurant La Vieja fejler ikke noget. Foto: Foto: Restaurant La Vieja/PR
Vis mere

»Vi er stolte over at have haft besøg fra den danske kongefamilie,« lyder det fra restaurant La Viejas cheftjener José Pedro Delgado, som var ham, der vartede den 82-årige prins Henrik og hans to gæster op i de tre timer, de tilbragte i de pittoreske omgivelser.

Og imens knoklede Dronningen altså på de bonede gulvede gulve hjemme i Danmark for at få det stramme program til at hænge sammen.

At hun og prins Henrik efterhånden lever i hver deres verden, er ikke længere breaking news.

Siden prins Henrik lod sig ‘pensionere’ for lidt over et år siden, er det kun sjældent, at de to ses sammen.

Alligevel vakte det opsigt, at prins Henrik ikke var ved hendes side under det belgiske statsbesøg i sidste uge, fordi Dronningen i et interviews med belgiske tv havde understreget, at hendes mand ville være til stede under besøget.

»Han ser meget frem til statsbesøget,« sagde hun tilmed.

Men til alles overraskelse, sprang prins Henrik fra i 11. time. ‘Pinligt’ og ‘illoyalt’ kaldte flere kongehuseksperter det.

Hvad årsagen til Prinsens aflysning er, vides fortsat ikke. Men hvad han foretog sig noget af tiden, ved vi nu.

Et udvalg af havets fristelser, som restauranten har specialiseret sig i.
Et udvalg af havets fristelser, som restauranten har specialiseret sig i. Foto: Foto: Restaurant La Vieja/PR
Vis mere

Han indtog en delikat tre-retters menu bestående af grillede babyblæksprutter, carpaccio, guldbrasen med purløg og capers efterfulgt af havbars. Skyllet ned med lokale druer.

»De fortalte os, at de var meget tilfredse med maden og betjeningen, men ønskede at være private som muligt,« siger cheftjener José Pedro Delgado om prins Henrik og hans selskab, som kom ved 19-tiden og først forlod det igen kl. 22, hvor prins Henrik blev hentet i en hvid limousine.

Udover prinsen og de to gæster, som begge talte spansk, var yderligere tre gæster med, som José Pedro Delgrado antager har været Prinsens bodyguards. De sad i hvert fald ved et bord for sig selv i den forholdsvis nyåbnede restaurant, der regnes for en af de 100 bedste i hele Spanien.

Så smukt er man bænket udendørs i restauranten.
Så smukt er man bænket udendørs i restauranten. Foto: Foto: Restaurant La Vieja/PR
Vis mere