Den 37-årige mand, der på sin polterabend styrtede ned med et fly ved Skrydstrup, er død. En 42-årig pilot er hårdt kvæstet, oplyser politiet.

Et lille enmotorsfly med to personer er styrtet ned ved Skrydstrup i Jylland. Politiet har lørdag eftermiddag kl. 15.50 bekræftet, at en 37-årig mand er afgået ved døden på sin polterabend.

Vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Tommy Bech fortæller til bt.dk, at der er tale om et enmotorsfly, der er styrtet ned kort før kl. 13.00 ved Flyvestation Skrydstrup. Ombord på flyet var ifølge Klaus Harboe fra Syd- og Sønderjyllands politi en brudgom og piloten. Begge er fløjet til Odense Universitetshospital, skriver avisen. Der er tale om to mænd på henholdsvis 37 og 42 år, hvoraf den 37-årige nu er afgået ved døden.

- Brudgommen på de 37 var ombord på flyet i forbindelse med sin polterabend. Flyet styrter så ned i den østlige del af Flyvevåbnets område ved flyvestationen - og alarmen indløber hos os kl. 12.57, siger Klaus Harboe.

Brudgommen er ifølge politiet fra Kolding, mens den 42-årige pilot er fra Vojens-egnen.

Han bekræfter, at begge ombordværende er svært kvæstede, men kan ikke sige noget om, hvorvidt det er livstruende.

Falck har udsendt to lægebiler, to ambulancer og brandbiler fra Sommersted, Haderslev og Vojens. Begge personer er svært tilskadekomne efter styrtet, der fandt sted blot tre minutter efter flyet lettede.

Flyvertaktisk Kommando, der også står for kontrollen af luftrummet over Skrydstrup, fortæller, at de bistod med redningsarbejdet.

- Det er et civilt en-motors-fly, som er styrtet ned. Vi har fast base i Skrydstrup, så vi yder selvfølgelig assistance, når det kræves af os, siger Lars Skjolddan, der er presseansvarlig i FTK.

- Det er også en af de to redningshelikoptere, der stå fast i Skrydstrup, som har fløjet den ene tilskadekomne til Odense Universitetshospital. 

Den første af de to tilskadekomne nu blevet fløjet væk i læge-helikopter, mens den anden bliver behandlet på stedet skriver jv.dkDer er tilsyneladende tale om, at piloten er blevet blændet af solen, hvorefter flyet er styrtet ned i en mark.

Bruden og den øvrige familie er underrettet. Havarikommissionen er lige nu på vej til området for at undersøge vragdele og ulykkessted.