Flygtninge, der brokker sig over alt lige fra for små værelser til vejret i Danmark er historier, der er blevet bragt i danske medier den seneste tid, men hvorfor er nogle flygtninge skuffede over de forhold, der møder dem her i landet?

Flere gange er der blevet luftet kritik af de forhold, som flygtninge bliver budt, når de kommer til Danmark.

Men der er en grund til, at flygtninge er frustrede over forholdene i Danmark, fortæller Andreas Bandak, der er adjunkt, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, til BT.

Det er de, fordi de folk, som har begivet sig hele vejen til Danmark, ikke er de mindst velstående. Det er ikke eliten. Men de har haft midler nok til at komme af sted, forklarer Andreas Bandak.

»Det er nok folk, som har været velstillede, der ikke er tilfredse. Folk der flygter fra mere har også større forventninger til, hvordan livet skal være,« siger han.

Når flygtningene så kommer fra vante omgivelser og ender i Danmark, hvor de havde forventet, at livet er bedre, og situationen viser sig at være anderledes end drømmen, kan det gå hen og blive til en skuffelse, fortæller Andreas Bandak.

Den skuffelse har flere flygtninge fortalt om i de danske medier. TV2 Bornholm har tidligere været på besøg på et af øens flygtningecentre, hvor de har snakket med flere beboere, der ytrede deres utilfredshed.

»Vi er taknemmelige overfor danskerne og deres gæstfrihed, men de værelser vi har fået er for små - de er sikkert gode som feriebolig en dag eller to, men ikke ophold i en længere periode,« sagde en flygtning ved navn Abdul Aziz til TV 2 Bornholm.

En anden asylansøger ved navn Samia Nabil ville hellere til Randers, fordi hun har familie i byen. Samtidig har hendes datter en psykisk sygdom, som gør, at hun ikke spiser i omgivelser, hvor hun ikke føler sig tryg, fortæller moderen til TV2 Bornholm.

Det er ikke første gang, at flygtninge klager over forholdene i landets asylcentre. Men objektivt set er deres liv i Danmark ikke truet. De får de basale behov opfyldt, mener Andreas Bandak, som dog peger på, at manglende håb og usikre fremtidsudsigter kan være medvirkende årsager til, at flygtningene ytrer sig kritisk om forholdene.

Ifølge eksperten er flygtningene forskellige, men nogle af dem er helt klart taget af sted med en forventning om, at det ville være nemmere at få en ny tilværelse, end det var tilfældet. Og det kan medføre brok fra de mest velstillede flygtninge.

»De folk, der tager af sted fra meget, har meget at miste. De folk, der tager af sted fra mindre, vil se det som en større gave,« siger Andreas Bandak.

Fra januar til oktober i år har 13.425 personer søgt om asyl i Danmark. I hele 2014 var antallet af asylansøgere 14.792, mens der for to år siden var næsten halvt så mange asylansøgere i Danmark.

Langt de fleste asylansøgere kommer fra Syrien, skriver Politiken.