For få dage siden var restaurant Atelier 85 ukendt for stort set alle danskere. Men efter en kåring som en af landets bedste restauranter og nogle efterfølgende dage med opmærksomhed fra store og små medier er det formentlig ændret. Det kommer bag på indehaver Brian Pedersen, der overvældet over den store succes.

Det var en af årets store overraskelser, da den nordiske restaurantguide The White Guide for nyligt kårede den ellers ukendte restaurant Atelier 85 i den lille by Kvistgård lidt syd for Helsingør i Nordsjælland til landets sjettebedste restaurant.

Det har flere medier - inklusiv BT - opfanget og skrevet artikler om. Siden har telefonen næsten kimet konstant for Brian Pedersen, der slet ikke var forberedt på den store opmærksomhed og succes, som hans personlige drøm, som restauranten er, pludselig er blevet.

»Det vælter ind med reservationer, jeg laver næsten ikke andet end at tale i telefon - selvom jeg egentlig helst bare vil stå i køkkenet og lave mad og hygge om gæsterne på restauranten,« fortæller han.

Det er fortsat ikke mange dage siden, Atelier 85 som den helt store overraskelse blev kåret til landets sjettebedste restaurant - foran flere Michelin-restauranter - af The White Guide. Øjeblikket står da også fortsat friskt i hukommelsen.

»Vi havde fået at vide, at vi var på en bruttoliste, men at vi ligefrem blev nummer seks ... vi troede først, det var en fejl. Og fruen og jeg kneb også en lille tåre,« fortæller Brian Pedersen, der i samme ombæring også løb med prisen for årets nye restaurant herhjemme.

Atelier 85 ligger på Reerstrupvej 11 i Kvistgård i det nordsjællandske.
Atelier 85 ligger på Reerstrupvej 11 i Kvistgård i det nordsjællandske.
Vis mere

Sjettepladsen har affødt stor interesse. Og siden har det hele for alvor taget fart.

Brian Pedersen har på få dage allerede modtaget reservationer helt frem til marts måned. Og det kræver en del koordinering. Ikke mindst fordi Atelier 85's budget, som består af Brian Pedersen og hustruens egen opsparing, ikke rakte til en hjemmeside eller et online bookingsystem.

»Vi har et køsystem til reservationer. Det er delvist inde i mit hoved og delvist på nogle lapper papir rundt omkring, som jeg skal have samlet. Det hele er bare min drøm om at være selvstændig og lave god mad, jeg kan stå inde for. Tanken var, at jeg skulle stå for det hele; borddækning, servering madlavning og opvasken. Så det hele er på må og få, og så eksploderede det hele forleden,« siger han.

På gården i Kvistgård, hvor Atelier 85 ligger, er der egentlig plads til 60 spisende. Men da Brian Pedersen selv skal stå for det hele, er der kun dækket op til ti personer torsdag, fredag og lørdag, hvor restauranten har åbent. Brian Pedersen erkender da også, at han nok får brug for hjælp og skaffe hjælp.

»Jeg må nok hellere få mig en tjener, som kan hjælpe med det hele,« siger han.

Den store succes, som Brian Pedersen og Atelier 85 oplever lige nu, tilskriver indehaveren selv held, dygtighed og talent. Men også det at forfølge sin drøm.

»Det handler både om held og talent. Og den første tid, jeg havde restauranten, holdt jeg lukket for at gøre mig klar til at deltage i flere kokke-konkurrencer. Og her blev jeg så opdaget, så The White Guide kom på besøg. Men det handler også om at forfølge en drøm og springe ud i det. Det har været en drøm i mange år at blive selvstændig, men hvis de kiksede og pengene blev brugt, så er jeg klar til at tage et regulært kokkejob igen,« siger han.

Har du fået hørt ugens nye afsnit af BTMX' podcasten 'Vi elsker clickbait'? Download den gratis i iTunes eller lyt med her: