Han er blevet skudt efter tre gange. Er sluppet uden om en dom på 14 års fængsel og er raget uklar med både Hells Angels og Bandidos. Brian Sandberg blev hverken ramt af kugler eller hårde fængselsdomme, men nu bliver han alligevel indhentet af fortiden. Det, der nu truer ham, er hverken rockere, gangstere eller politifolk. Det er noget langt mindre og samtidig langt farligere. Han er oppe mod en usynlig fjende, kræften, der tager ham stykke for stykke og tvinger ham til at se sig selv i øjnene

Han sidder i en bobslæde. En af dem de bruger til vinter-OL. Han har briller og styrthjelm på. Han suser gennem de frosne tunneller med ufattelig fart. Og så forsvinder bobslæden.

Han er nøgen og smurt ind i olie for at få endnu mere fart på. Der er intet at gribe fat i, intet til at sagtne farten. Han glider videre og videre og videre, ned, ned ned.

Billedet findes oppe i hovedet på den tidligere rocker Brian Sandberg. Det er sådan, han beskriver de seneste syv år af sit liv. Som en vanvittig nedtur, der ingen ende vil tage.

»Turen ender her,« siger Brian Sandberg og sætter en tatoveret pegefinger ned i bordpladen.

Bordet står i cafeteriet på Rigshospitalet.

Den karakteristiske hvide rockervest er skiftet ud med en lige så hvid hospitalsskjorte.

Fra hans venstre armhule strømmer gul sårvæske gennem to plastikrør ned i en pose, der hænger langs hans tatoverede ben. Armen er indbundet og ubevægelig efter en gennemgribende kræftoperation.

Samtlige lymferkirtler under venstre arm er blevet fjernet. Som en konsekvens har BrianSandberg svært ved at løfte armen højere op end brysthøjde, og han er følelsesløs i dele af musklen på bagsiden af triceps.

»De har virkelig været inde at rode. Hele armhulen er gravet væk. Det svarer til, når kvinder får fjernet et bryst,« siger Brian Sandberg.

»Men jeg føler, de har fjernet den sidste rest af ondskab.« I over 20 år har han levet et liv med vold, stoffer, damer, hurtige biler og nemme penge.

Han var kendt som Gucci-rockeren og brugte medierne til at reklamere for Hells Angels.

Han trak unge ind i bandemiljøet og skabte utryghed overalt, hvor han kom.

Nu er han i bandeexit og klar til at bruge sine evner på en ny måde: »Jeg vil gerne hjælpe folk, der som jeg gerne vil ud af rockerbandemiljøet. Hvis folk gerne vil være i det miljø, så skal de have lov til det, lige så længe, de har lyst. Men hvis folk vil ud, så skal de selv trække i bremsen,« siger Brian Sandberg.

Følte sig udødelig

Historien begynder i 1966. Brian Sandberg voksede op i en tryg arbejderfamilie i den vestsjællandske by Slagelse. Han var et nemt barn, har hans mor fortalt. Hun behøvede bare at komme lidt sukker på hans sut, så kunne han sidde i timevis og kigge på verden.

Men som ung mand blev Brian Sandberg ustyrlig. Han dyrkede taekwondo på højt plan, solgte stoffer og sloges i det sjællandske natteliv. Under et fængselsophold for salg af amfetamin mødte han den drabsdømte rocker René Nøddeskov Ludvigsen, der introducerede ham til Hells Angels.

Brian Sandberg blev en af de tatoverede, muskuløse mænd i det hårde rockermiljø, der voksede ud af 1990' ernes krig mellem Hells Angels og Bandidos. Men i 2008 skete der noget, som skubbede hans liv i en anden retning.

Som livvagt for storsvindleren Stein Bagger blev han voldsomt medieeksponeret og revet ud af anonymiteten. Medierne gav ham navne som Gucci-gangsteren og jetset-rockeren på grund af hans kendte venner og ekstravagante tøjstil. Når han i dag ser tilbage på sit liv dengang, siger han følgende: »Jeg var en ond person. Jeg tænkte kun på mig selv og var fuldstændig ligeglad med andre.

Man flyver på en sky, hvor der er masser af rygklappere og røvslikkere, der løfter én endnu længere op. De er så hurtigt væk, når det går ned ad bakke. Jeg var ligeglad med, om jeg røg i fængsel i 16 år. Det kørte derudad med lejlighed i Tuborg Havn og sprut og stoffer i lange baner. Jeg var ung og vild. Jeg følte mig udødelig.« Og udødelig var han næsten. Medieomtalen gjorde ham til et mål i den krig, der var under opsejling mellem Hells Angels og Københavns indvandrerbander. Tre gange blev han forsøgt likvideret, men hver gang fløj kuglerne forbi ham uden at ramme.

Attentatforsøgene førte til endnu mere omtale, og Sandberg spillede med på legen. Han blev en reklamesøjle for Hells Angels og et forbillede for de unge, der ville ind i banden. Dermed blev han også et mål for politiet, der gik efter ham med alle midler. I den store rockersag blev han varetægtsfængslet under særligt sikrede vilkår på politigården.

»De anså mig for at være stærkt negativt styrende på afdelingen for stærke negativt styrende fanger,« erindrer Brian Sandberg.

Men heller ikke politiet kunne for alvor ramme Brian Sandberg. Anklagemyndigheden forsøgte at få ham idømt 14 år for at have beordret to drabsforsøg og et kølleoverfald.

Sagen endte i landsretten med, at Brian Sandberg kunne gå som en fri mand.

Under sin varetægtsfængsling meldte han sig ud af Hells Angels efter beskyldninger om at have talt dårligt om andre medlemmer.

Kort tid efter blev han optaget i Bandidos - et klubskifte der ellers er uset i miljøet.

Bad standing

Første gang, BT møder Brian Sandberg, har Bandidos inviteret os på besøg i Klubbens Hovedkvarter i den nordsjællandske by Kvistgård.

Året er 2013. Anledningen er, at Brian Sandberg er blevet optaget som prøvemedlem i klubben. Væggene i klubhuset er malet sorte.

Bag baren står ens flasker med rød Smirnoffvodka på snorlige rækker fra gulv til loft. Bandidos har sat kaffe frem, men hovedpersonen er på toilettet. Klubbens nationale præsident Michael »Kokken« Rosenvold sparker til toiletdøren og råber til sit nye medievante medlem på den anden side.

»Jeg håber fandeme ikke, du er i gang med at lægge makeup. Det her er en rockerklub - ikke et realityshow,« Brian Sandberg kommer ud og stiller velvilligt op til fotografering i en brun krokodilleskindsvest med bandidos-mærker, men under det efterfølgende interview er han fåmælt.

Han vil hverken tale om sin tidligere klub eller fortælle i detaljer, hvad han skal i Bandidos - kun at han skal stifte en ungdomsafdeling med navnet Mexican Teamwork.

I 2015 blev Brian Sandberg smidt ud af Bandidos efter at have haften sexchat med et andet medlems ekskone. I dag er han i såkaldt bad standing i begge klubber. Det indebærer, at han ikke må opholde sig i nærheden af personer fra de to klubber. Og hans lyst at fortælle om alle rockernes hemmeligheder er ikke blevet større, for som han siger: »Så kommer jeg til at ligge på hospitalet i meget længere tid.« At være i bad standing indebærer for BrianSandberg, at han ikke må opholde sig i nærheden af personer fra de to klubber.

»Der er mange, der spørger mig, om jeg er i livsfare, fordi jeg er i bad standing, men det, jeg frygter i dag, er lægerne på kræftafdelingen.

Det er der, kampen står,« siger Brian Sandberg.

Under rygmærket

Med til Brian Sandbergs image som guccigangster hørte et skarpt ydre. Håret var trimmet, musklerne pumpede, og huden skulle altid være brun.

»Jeg gik i solcenter fem dage om ugen. Nogle gange hver dag. Når jeg havde været nede at træne, gik jeg i dampbad og så fik jeg lige noget sol. Man skulle jo se godt ud i weekenden. Jeg tænkte ikke over, at jeg lagde mig ind i en dræbermaskine,« fortæller Brian Sandberg.

Da Brian Sandberg første gang blev medlem af Hells Angels, fik han tatoveret klubbens navn og logo direkte på ryggen. Da han senere blev smidt ud i bad standing, blev rygmærket overtatoveret med sort. Nede under rygmærket var der et modermærke. Helt sort af blæk og helt overset. På sin tur ned ad den psykiske bobslædebane bemærkede Brian Sandberg slet ikke, at modermærket forandrede sig.

Blod på lagenet

Kort tid efter at være blevet smidt ud af Bandidos vågnede Brian Sandberg op en morgen og fandt en blodig plet på lagnet.

»Det var en plet på størrelse med en femkrone.

Jeg troede først, det var en bums eller noget. Min kæreste, der har arbejdet som kosmetolog, så på den. Hun kunne godt se, hvad det var, men hun sagde det ikke. Hun insisterede bare på, at jeg skulle få en hudlæge til at se på det,« fortæller Brian Sandberg.

Lægen skar modermærket ud af eks-rockerens ryg og sendte det til laboratorieundersøgelse.

14 dage senere fik han den nedtrykkende besked: Det var modermærkekræft. Kræftcellerne gik langt ned i huden. Kræften var på level fire ud af i alt fem levels. Derfor skulle han hasteopereres.

»Lægerne sagde, at der var 50 procent risiko for, at det havde bredt sig til lymferne. Jeg brød fuldstændig sammen i gråd,« fortæller Brian Sandberg.

Under den efterfølgende operation føjede kirurgerne på kræftafdelingen endnu et lag til kunstværket på eks-rockerens ryg. Med skalpeller skar de store stykker af ryggen, så der nu kom en fordybning og ar, hvor der engang havde været et rygmærke.

»Lægerne mener, at modermærkekræften hænger direkte sammen med, at jeg er gået så meget i solarie. Tatoveringerne har ikke haftnogen direkte betydning, men de har gjort det svært at opdage kræften,« siger Brian Sandberg.

Den tidligere så frygtløse rocker smører sig i dag med faktor 50, hvis bare solen skinner det mindste.

Den tidligere Hells Angels og Bandidos rocker Brian Sandberg er idag helt ude af rocker- bandemiljøet. Den rockertatoverede hånd hviler på sårvæskeposen. BrianSandberg er på Rigshospitalet hvor han er blevet opereret formodermærkekræft.
Den tidligere Hells Angels og Bandidos rocker Brian Sandberg er idag helt ude af rocker- bandemiljøet. Den rockertatoverede hånd hviler på sårvæskeposen. BrianSandberg er på Rigshospitalet hvor han er blevet opereret formodermærkekræft. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere


Et nyt liv

Kræftdiagnosen fik Brian Sandberg til at se anderledes på sit liv. Fra den ene dag til den anden besluttede han at lægge sit kriminelle liv bag sig.

»Jeg var blevet smidt ud af Bandidos, og nu skulle det være slut. Jeg ville ikke i fængsel igen under nogen omstændigheder, og jeg kunne ikke længere leve med den stress, der følger med at være kriminel. Hver aften, når man lægger hovedet på puden, spekulerer man på, om anti-terrorkorpset kommer og sparker døren ind om morgenen. Har de fundet ud af det.

Kommer de i morgen?«.

Familien er der

Men livet som kendt eks-rocker var ikke nemt.

Noget så banalt som at finde et sted at bo var nærmest umuligt, for hverken udlejere eller andelsforeninger ønsker at have en mand boende, der er uvenner med både rockere og indvandrere. Der var kun én udvej: Han måtte hjem til mor.

»Familien er der altid. I rockermiljøet kan du have 2.000 venner, når du lægger dig til at sove, og når du vågner, har du 2.000 fjender.

Men du vågner aldrig op og har din familie som fjender.« Hans far talte med ejeren af de nybyggede huse uden for Slagelse, hvor forældrene bor, og ejeren gik med til at leje et hus ud til Brian Sandberg. Omtrent samtidig blev hans mor syg, og mens han gik og passede sin syge mor, gik det op for Brian Sandberg, hvor store konsekvenser hans valg i livet havde haft. Ikke bare for ham sig selv, men også for hans familie.

Hans mor. Hans far. Hans søster og ikke mindst hans søn, der var blevet nødt til at droppe efternavnet Sandberg.

»Min mor fortalte, at hun havde åndet lettet op, da jeg røg i fængsel. For så vidste hun, at jeg ikke ville blive skudt. Det gjorde stort indtryk på mig. Tænk at være glad for, at din søn ryger i fængsel,« fortæller Brian Sandberg.

Når Brian Sandberg ser tilbage på den person, han var, er det med blandede følelser. Han fortryder intet, men han har tænkt sig at lære af sine fejl, og han håber, at andre vil tage ved lære af hans historie. Derfor planlægger han en foredragsturné hen over sommeren: »Jeg har ikke noget behov for at gå ud og sige en masse dårligt om de to klubber. Jeg har tilbragt 20 år i det miljø, og der har også været mange gode ting. Jeg ser heller ingen grund til at advare folk mod at gå ind i Hells Angels eller Bandidos. Hvis man vil ind i det miljø, så er der intet, der kan stoppe en, og så må man gøre sig sine egne erfaringer. Jeg kan ikke sige noget generelt om miljøet, men jeg kan fortælle min historie, og så kan folk selv vurdere.

Der er også en bagside af medaljen, som jeg har oplevet. Jeg fortæller både de gode ting og de dårlige ting, og der er ingen der har lyst til at opleve de dårlige ting, jeg har oplevet.« Helt ærlig: Savner du ikke miljøet? »Ja, det gør jeg da. Jeg savner at gå til møder og holde fester og pokeraftner i klubben. Der er også en masse venner, der er faldet fra. Men man kan lave mange af de samme ting med sine kolleger og sin kæreste, og det er lige så værdifuldt - hvis ikke mere.« Ville du stadig være i Bandidos, hvis du ikke var blevet smidt ud? »Ja det ville jeg nok, og så var det nok gået endnu mere galt. Så havde jeg kørt rundt nede i Spanien uden at opdage, at jeg havde kræft.

Jeg ser det, at jeg blev smidt ud, som et tegn fra Gud om, at jeg skal tage den med ro. Modermærkekræfter det sidste rygmærke, jeg skal have, og bortset fra at jeg har kræft, er jeg glad for det liv, jeg har nu.«.

Dårlig karma

»Der går han. Det er ham, jeg kalder Zorro.« Brian Sandberg peger diskret over på en mørkhåret mand i kittel, der kommer gående gennem cafeteriet.

»Det er overlægen. Det er ham, der foretog operationen.« Han hvisker ordene, nærmest som om han forventer, at overlægen kan finde på at vende sig om, trække en skalpel op af lommen og begynde at operere midt i frokosten.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg mig hjernevasket. Når jeg er et sted som det her, som er en offentlig institution, så føler jeg, at jeg er tilbage i fængsel. Stuen, jeg ligger på, er ligesom en celle. Jeg var lige ved at spørge en sygeplejerske om lov til at gå udenfor. Det er svært at slippe.« Under den seneste operationen fik Brian Sandberg fjernet alle lymfekirtlerne. Operationen har givet ham fysiske mén. Det står klart, da BT besøger ham en uge senere i hans hjem i Slagelse. Det er blevet nemmere at løfte armen, men det gør ondt at posere med armene over kors - og det insisterer Sandberg på at gøre. Kirurgerne har været helt inde at skære ved musklerne og nerverne, og muligvis bliver han permanent følelsesløs i dele af musklen på bagsiden af armen.

En laboratorieundersøgelse har til Brian Sandbergs store lettelse vist, at der kun var kræfti én af lymfekirtlerne, og dermed skulle kræften nu være standset.

Han skal fortsat gå til kontrol, og hvis kræften spreder sig til blodbanerne og organerne, vil han kunne få behandling med immunterapi.

»Lægerne har sagt til mig, at jeg skal leve mit liv. Så det gør jeg. Om aftenen kan tankerne godt begynde at komme, men så skubber jeg dem væk. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er fortiden der indhenter mig. Har jeg lavet så meget lort, at jeg skal rammes af det her? Hvis du er en dårlig person, så skal du nok blive ramt af et eller andet. Hvis ikke du bliver skudt eller ryger i fængsel så bliver du ramt af kræft, fordi du har taget for meget sol. Når man bliver forsøgt skudt så mange gange, så tror man, at man aldrig kan blive ramt af noget.

Men så kommer Zorro og tager dig stykke for stykke. Denne gang er jeg blevet ramt. Men nu føler jeg også, at jeg har betalt prisen for alt det lort, jeg har lavet.«.

De 99 procent

Ordene 1 % er tatoveret på Brian Sandbergs knoer. Den henviser til et citat fra en FBI-chef, der engang sagde at bandemedlemmer udgør den ene procent af samfundet, der ikke respekterer loven. I dag forsøger Brian Sandberg at blive en del af de 99 procent.

Sidste sommer fik han et almindeligt job som skraldemand. Hen over sommeren kørte han rundt som ferieafløser og fjernede skrald.

»Jeg havde det motto, at med alt det lort, jeg havde lavet, var det på tide at fjerne noget lort.

Folk tog rigtig godt imod mig. I rockermiljøet er jeg vant til, at man tager meget pis på hinanden.

Jeg troede, at folk gjorde grin med mig, når de sagde, det var godt gået. Men så gik det op for mig, at de mente det. Jeg fik respekt for det, jeg gjorde og det gjorde mig glad. Jeg var glad når jeg kom hjem. Lønnen kom bare ind på kontoen. Jeg skulle ikke ned at hente en kuvert på en tankstation. Det er sindssygt tilfredsstillende, at man kan leve uden kriminalitet.

Gå ned at købe en sodavand og kigge lidt i tilbudsaviserne,« fortæller Brian Sandberg.

Han afsoner den sidste del af sin straf - en gammel kokaindom - med fodlænke i sit hjem i Slagelse. Med en sort plastikdims om benet går han rundt blandt de designmøbler, han fik af Stein Bagger. Henne i køkkenet står noget, der ligner en gammel stationær telefon.

Hvis Sandberg kommer for langt væk fra sit hjem, ringer Kriminalforsorgen til telefonen, og hvis han ikke tager den, venter der en sanktion.

»Jeg har siddet varetægtsfængslet på Politigården under maksimal sikkerhed som den farligste fange i Danmark. Derfor er det lidt paradoksalt, at jeg nu har afsonet de sidste to måneder på sofaen,« siger Brian Sandberg.

Under sine to måneders afsoning har han arbejdet i et transportfirma med at køre jord og grus til en byggeplads på Fyn. Når han er kommet sig oven på kræftoperationen, skal han til samme virksomhed, dog i et kontorjob.

Jobbet fik han af en mand, der kontaktede ham på Facebook. Men det er ikke alle danskere, der er så venlige. Mange har svært ved at tro på eks-rockerens forvandling, og da han skrev om sin kræftsygdom på Facebook, skrev flere, at han fik, som han havde fortjent.

»Der er 2.000 rocker og bandemedlemmer, der står uden for samfundet. Det er nemt at blive accepteret blandt dem. Efter to års prøvetid er du en bror. Så let er det ikke i det øvrige samfund,« konkluderer Brian Sandberg.