Hele landet skal have adgang til hurtigt bredbånd. Minister sætter krav til dækning i nye frekvenstilladelser.

Borgerne i landets yderste områder skal også have mulighed for at klikke sig lynhurtigt rundt på nettet.

Det mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), som derfor har besluttet, at der skal være krav til dækningen i de 800 MHz-frekvenstilladelser, der skal holdes auktion over i marts 2012.

Ministeren foreslår en model, hvor vinderne af frekvenstilladelserne skal sikre, at husstande i udvalgte postnumre, hvor det i dag er sværest at få en bredbåndsforbindelse på 10 Mbit/s, skal have adgang til en sådan ved udgangen af 2014.

Dækningskravet i de kommende frekvenstilladelser skal ifølge videnskabsministeren være med til at sikre, at Danmarks bredbåndsmålsætning for 2020 om 100 Mbit/s til alle opfyldes.

- Det her er et godt skridt på vejen til, at vi sikrer, at alle - også i yderområder af landet - i 2020 har adgang til lynhurtigt bredbånd, som er en af forudsætningerne for vækst i vores samfund, siger Charlotte Sahl-Madsen.

- Lige nu er det vigtigste, at alle får adgang til en bredbåndsforbindelse, hvor hastigheden er anvendelig for borgere og virksomheder. Frem mod 2020 må vi så kigge på, om der skal iværksættes yderligere tiltag for at nå de 100 Mbit/s, som er målsætningen i 2020, siger hun.

Modellen for fastsættelse af dækningskrav samt det øvrige materiale for frekvensauktionen sendes i offentlig høring i efteråret.

/ritzau/