Ifølge ny forskning har brandmænd højere risiko for at dø af kræft. Brandmændene bliver ikke advaret om farerne.

Når brandmænd bliver kaldt ud til slukningsarbejde i forbindelse med ildebrande, er det forbundet med flere farer end blot risikoen for nærkontaktet med flammerne.

Således viser ny forskning, at der er en overdødelighed blandt brandmænd på grund af kræft, skriver avisen.dk. Røgen fra brandene er nemlig fyldt med farlige og kræftfremkaldende stoffer som for eksempel sod, benzen og formaldehyd.

Det er International Agency for Research on Cancer (IARC) under Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der står bag forskningen, og ifølge en dansk professor er der noget om den øgede kræftrisiko hos brandmændene.

- Der er en begrundet mistanke om, at der er et problem blandt brandmænd, siger Jens Peter Bonde, professor i arbejdsmedicin og forskningsleder på den arbejdsmedicinske klinik på Bispebjerg Hospital, til avisen.dk.

- Man ved jo, at brandmænd udsættes for kræftfremkaldende stoffer i den røg, der udvikles under en ildebrand. Derfor er det vigtigt, at brandmænd er bevidste om faren, så de kan beskytte sig mod den, forklarer han.

Forskningen fra IARC viser, at brandmændene oftere bliver ramt af for eksempel testikelkræft og prostatakræft.

Avisen.dk har været i kontakt med ni kræftramte brandmænd, og de fortæller enstemmigt, at de ikke er blevet advaret om farerne ved deres arbejde. Den manglende information får blandt andre Kræftens Bekæmpelse til at kritisere arbejdsgiverne .

De kommunale brandvæsner i København, Aarhus og Odense samt Falck oplyser alle, at de ikke informerer brandmændene om overdødeligheden.

- Vi ved simpelthen ikke nok om de helbredsmæssige konsekvenser af at være brandmand. Vi drøfter det løbende, men vi har ikke haft nogen særlig indsats mod kræft, siger Bendt Trustrup, brandchef i Falck, til avisen.dk