Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Torsdag aften brød en købmandsbygning i brand i Snedsted i Nordvestjylland. Det drejer sig om den lokale Spar købmand, hvor ild i noget paptag har givet en voldsom røgudvikling over dele af stationsbyen og ned gennem hovedgaden. Togtrafikken er midlertidigt stoppet og hovedgaden spærret af, fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi til BT.

Torsdag aften er en købmandsbygning i brand i Snedsted i Nordvestjylland.
Torsdag aften er en købmandsbygning i brand i Snedsted i Nordvestjylland. Foto: Bo Lehm/NORDJYSKE Medier
Vis mere

Den voldsomme røgudvikling fik myndighederne til torsdag aften, omkring kl. 19.41, at udsende et såkaldt sirenevarsel, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi via Twitter.

I en ny beredskabsmeddelelse kl. 21.45 fra Midt- og Vestjyllands Politi afvarsler man nu den tidligere sirenevarsling, og beboere i området kan nu igen bevæge sig udenfor. Det skyldes, at branden er kommet under kontrol og ikke længere udvikler sundhedsskadelig røg.

»Personer i det berørte område kan igen gå udendørs og åbne døre, vinduer og ventilation,« lyder det i meddelelsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Sirenevarslingen tidligere skete, da branden for alvor fik fat i taget på købmandsforretningen og sendte mere røg ud i den lille stationsby. Den kraftige røg var sundhedsskadelig ved indånding.

»Branden brød pludselig igennem tagkonstruktionen, og så mistede brandfolkene styringen. Der var ellers ved at være kontrol over branden indtil da. Mon ikke bygningen brænder til grunden,« siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

I en beredskabsmeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi lød det:

»Beboerne inden for området: Mod vest Banegårdsvej mod syd Øster Alle mod øst Ved Dammen og mod nord ved Midholmvej skal fortsat søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen. Hvis man føler ubehag, som følge af branden, skal man kontakte lægevagten. Politiet anmoder om, at alle holder sig på god afstand af brandstedet.«

Tidligere på aftenen var der også advarsler fra politikredsens vagtchef til BT:

»Folk skal holde sig væk fra den kraftige røg. Vi afspærrer nu hovedgaden i Snedsted, indtil der er mere styr på situationen.«

Hovedgaden i Snedsted er fortsat spærret på grund af røg.

Togtrafikken blev midlertidigt indstillet, mens branden raser. Det skyldes, at man bruger skinnerne til at rulle brandslanger ud.

»Vi regner med at åbne togtrafikken indenfor en halv times tid, og næste afgang burde få lov til at passere. Mine meldinger går på, at det vil tage omkring tre til fire timer, før branden er slukket. Mere ved jeg ikke på nuværende tidspunkt,« sagde vagtchefen til BT.

Kl. 21.45 er togtrafikken dog fortsat ikke i drift.

Der er fortsat brand i bygningen, men brandvæsnet håber nu at have styr på situationen. Bygningen er dog ikke til at redde, forklarer indsatsleder Thomas Brodersen til TV Midtvest.

Købmand Anders Nyby fortæller til samme medie, at branden opstod, da en tømrer var i gang med at reparere taget, efter en tyv havde ødelagt det under et indbrud natten til torsdag.

»Der var kulsort røg og kæmpe flammer, 100 - 200 tilskuere og masser af brandmænd. Vi nåede at få lidt kontorudstyr og computere ud af den anden ende af bygningen. Ellers fik vi ikke reddet noget,« siger Anders Nyby til TV Midtvest.

Opdateres...