En brand i en ejendom på Vesterbrogade på Vesterbro i København fredag aften betyder, at gaden er spærret, og bygningen er blevet evakueret. Politi og brandvæsen er på stedet, hvor branden fredag aften er blevet slukket.

Opdatering: Branden meldes slukket. Brandvæsenet bliver dog på stedet, for at sikre, ilden ikke bryder ud igen.

Hovedstadens Beredskab skrev tidligere i et tweet, at man var i fuld gang med at slukke ild i et køkken, en aftrækskanal og et loft i beboelsesejendommen på Vesterbrogade.

Ifølge Københavns Politi er det mere præcise sted for branden i området mellem Colbjørnsensgade og Vesterbros Torv.

Hovedstadens Beredskab skrev yderligere, at man var talstærkt tilstede i så fald, branden skulle sprede sig yderligere.

»Der er ild i en ventilation, efter der har været ild i en frituregryde. Men der er ikke ild i bygningen som sådan. Og det arbejder brandvæsenet på, at der heller ikke skal blive,« sagde vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen til BT.

Han fortalte desuden, at politiet endnu ikke har en tidshorisont for, hvornår Vesterbrogade åbnes igen.

»Nu skal brandvæsenet have ro til at udføre deres arbejde, og når de siger, de er færdige, så åbner vi op igen,« sagde vagtchefen.

BT følger sagen.