De tre børn, der i DR-programmet 'Børn under jorden' bliver bortført ud af Danmark, kan tage varig skade af at være blevet af at blive revet væk fra deres skole, bedsteforældre og far, vurderer to psykologer.

»Det er kolosalt skadeligt for sådan nogle børn. Børn skal have forudsigelighed, tryghed og kærlighed, og det kan godt være, de får kærlighed af deres mor, men det er uhyre skadeligt for de børn, at de ikke har en stabil hverdag,« siger mangeårig professor i psykologi Jørn Beckmann.

Lige nu er omkring 100 børn bortført af en forælder til udlandet, og DR har i dokumentaren 'Bortførelsen: Børn under jorden' afdækket, hvordan moderen efter en lang kamp mod systemet om faderens ret til samvær med børnene til sidst bortfører dem til udlandet.

Men børn, der havner i en sådan situation, har dystre fremtidsudgiter, fortæller børnepsykolog John Halse.

»De er overrepræsenterede som misbrugere, rygere, alkoholiserede og i arbejdsløshedsstatistikker. Og de har svært ved at etablere parforhold, fordi de ikke kan binde sig til andre. Det ved vi sort på hvidt fra skilsmissestatistikker, hvor børn har haft forældre i højkonflikt, og det er så i tredje potens ved bortførte børn,« siger han.

Men også som små børn bliver deres tilværelse svær.

»De mister relationer til deres kammerater, institution, bedsteforældre og fodboldklub, så de oplever mange tab. De bliver usikre og stressede børn, og de bliver i tvivl om, de mennesker, der siger de elsker dem, dybest set gør det. For de får indirekte at vide, at de ikke må elske deres far.«

»Plus det grundlæggende spor i deres liv, at mor er stukket af til et fremmed land, fordi far er slem,« siger han.

Problemet er, at børn oplever et voldsomt brud og svigt ved, at den anden forælder bliver gjort til skurk.Og lige meget hvor dårlig en far, den anden part kan være, er bortførelse den dårligst tænkelige løsning, mener John Halse.

De tre bør ser deres far et par timer indimellem, men har meget begrænset samvær med ham. Og det burde Lisbeth Markussen godt kunne leve med ifølge psykologen.

»Med mindre børnene er i overhængende fare, så er bortførelse den værst tænkelige løsning. Så hellere tage den lange kamp med statsforvaltningen og sluge et begrænset samvær med en lettere udsvævende far.«

Også psykolog Jørn Beckmann vurderer, at børnene lider stor nød.

»Uden jeg er en spåmand, vil jeg sige, at de børns prognose er dårlig, for moderen har projiceret angst og modsætningsforhold ind i dem, og det sidder i dem, så de vil ikke blive glade harmoniske selvstændige voksne. Det er dybt skadende for dem, når du har to forældre, og den ene af dem overhovedet ikke vil se den anden. Det smitter også af på børnenes selvværd.«