Tønders biograf vil ikke vise den og borgmesteren i byen vil ikke se den. Det drejer sig om filmen "Himlen falder", der er inspireret af Tønder-sagen.

Når filmen "Himlen falder", der er inspireret af Tønder-sagen, får premiere, vil den ifølge Jydske Vestkysten formentlig ikke blive vist i Tønder. Og hvis den alligevel kommer på programmet i den lokale biograf, vil borgmester Vagn Therkel Pedersen (V) ikke være at finde på tilskuerrækkerne.

Han mener, at incest er et vigtigt tema, men han ser ikke nogen grund til nødvendigvis at hægte det op på Tønder-sagen.

- Når jeg siger, at jeg ikke vil ind og se den, er det såmænd ikke nogen protest. Så er det mere fordi, jeg ikke kan forestille mig, der kan være noget nyt i den. Og det at koble den sammen med Tønder-sagen, er ikke så frygtelig relevant, for det er vel temaet, de vil tage sig af, siger borgmesteren til Ritzau.

Biografdirektøren vil ikke vise filmen, fordi den kommer for tæt på den virkelighed, der udspillede sig i Tønder, hvor to piger blev misbrugt af flere mænd. Vagn Therkel Pedersen tror dog ikke, at der er så mange følelser i det for Tønderborgerne, men at man har hørt nok om den sag i den sønderjyske by, og at mange derfor vil have den samme holdning som ham.

"Himlen falder" får premiere på fredag og har Mille Hoffmeyer Lehfeldt på rollelisten.

/ritzau/