Det er formentlig de færreste danskere, der åbenlyst forsvarer banderelateret kriminalitet. Men det til trods har en gruppe fynske borgere kritiseret Fyns Politi for at skærpe indsatsen over for rockerklubben Hells Angels, der siden september har holdt til på en adresse i Nyborg.

Det er nemlig helt forkert prioritering af politiets ressourcer at sætte ind over for rockermiljøet, lyder kritikken.

Fyns Politi bør i stedet koncentrere kræfterne om de flere hundredvis af flygtninge, der er kommet til byen i løbet af det seneste år, mener en række læsere på Fyens Stiftstidendes netavis, Fyens.dk.

Udmeldingen kommer, efter at Fyens.dk søndag bragte en artikel, hvor Fyns Politi proklamerede, at politiet vil forsøge at presse rockerklubben Hells Angels ud af byen.

»Vi vil gerne undgå, at HA’erne gror alt for fast, når de slår sig ned nye steder, og når de har slået sig ned – som i Nyborg – vil vi helst ikke give dem ro til, at de kan opbygge en fast bastion og oparbejde status,« har chefpolitiinspektør ved Fyns Politi, Sten Skovgaard Larsen, tidligere udtalt til Fyens.dk.

I slipstrømmen af politiets udmelding har flere læsere på Fyens.dk givet udtryk for, at flygtningene på asylcenteret i Nyborg udgør en langt større kilde til utryghed end en gruppe Hells Angels-rockere.

»Det er nærmest komisk. 500 flygtninge bliver budt velkommen med flag og hurraråb, og hvis nogen af de lokale udtrykker bekymring, står folk næsten i kø for at fortælle, at de er væmmelige racister (…). Men fem HA’ere, der passer sig selv – ja, de skal da rulles i tjære og fjer og jages ud af byen,« skriver Lars Thomsen ifølge Fyens.dk i kommentarsporet til artiklen.

Dermed henviser han til onsdag den 9. december 2015, hvor fremmødte borgere bød byens flygtninge velkomne med flag og hurraråb, da en bus fyldt med asylansøgere ankom til asylcenteret i Nyborg.

Lars Thomsen står dog langt fra alene med den holdning. Bl.a. bliver han bakket op af Keld Nylander Andersen, der mener, at rockerne er fredelige:

»Lad da HA være, de gør da området, de befinder sig i, sikkert, og hvis du ikke generer HA, generer de heller ikke dig (…). Man kan godt tage imod 500 flygtninge med flag og hele pibetøjet, men bare der er to rockere, så er folk oppe på tæerne,« skriver han ifølge Fyens.dk.

I modsætning hertil er der dog også et mindretal, der i kommentarsporet forsøger at mane de øvrige debattører til besindighed, og som ikke mener, at en rockerklub skaber tryghed i byen.

»Tænk jer dog om, det er en dybt kriminel organisation, som selvfølgelig skal holdes øje med, inden det går galt. Så dem ser jeg gerne forlade Nyborg,« skriver Peer Jensen på Facebook.

Nedenfor kan du læse flere af de læserkommentarer, der kom, efter at Fyens.dk delte artiklen om politiets indsats mod rockerklubben Hells Angels i Nyborg.