De indledende prøveboringer til metrocityringen i København er klar til at gå i gang. Boringerne skal fastslå, hvor metroen skal løbe under hovedstaden.

Det er kun godt to måneder siden, at Folketinget vedtog at udbygge metroen i København med en cityring, men arbejdet er allerede klar til at gå i gang.

På tirsdag sættes det første bor i jorden ved Marmorkirken tæt ved Amalienborg til den første af cirka 350 prøveboringer langs metroringen rundt i København. Prøveboringerne skal kortlægge undergrunden og finde ud af, hvor metroen helt præcist skal være.

- Det bedste er at vide tingene på forhånd. Hvis vi er forberedt, når vi kommer med boremaskinen, kan vi klare det meste, siger Jens Gravgaard, Metroens projektleder for de geotekniske undersøgelser.

/ritzau/