- Vi er flyttet i paradis på jord. Simpelthen. Vi har et glimrende fællesskab, havet skoven, vi har det hele.

Sådan lyder det fra de to beboere, Inger Antoinette Overgaard, 85 år og Ingeliisa Dawids, 77 år, om ældreperlen på Strandvejen.

- Vi er på ferie året rundt. Vi kan spise nede på stranden eller oppe i fællesrestauranten, hvis vi ikke orker at lave mad. Som vi siger til børnene, som er lykkelige for, at vi er flyttet hertil: ‘De skal ikke være bekymrede, vi kan ikke bo bedre. Simpelthen’, lyder det med begejstring fra de to veninder, der lærte hinanden at kende i Strandlyst og nu er blevet tætte.

Begge er fra området og har gennem årene altid kigget langt efter ældre-enklaven.

- Lige fra det blev bygget, har jeg ønsket at bo her. Og det skete, siger Ingelisa Dawids, tidligere sygeplejerske, som fik sin bolig gennem kommunen for 5 år siden. Veninden,

Inger Antoinette Overgaard, købte sit ejer-rækkehus for fire år siden.

- Jeg gik ofte ned til Charlottenlund Fort og badede med mit barnebarn og sagde til ham ‘der vil jeg gerne bo, når jeg bliver gammel. Og det lykkedes, fortæller Inger, der boede i en stor villa i Jægersborg med sin mand, der var tømmrerhandler med eget firma.

- Jeg flyttede, da min mand døde. Vi boede i et stort hus, og det havde jeg ikke lyst til at bo i alene. Det solgte jeg så og købte et rækkehus hernede. Og det har jeg aldrig fortrudt.

De smukke omgivelser gør det dog ikke alene. Fællesskabet er nemlig en stor del af glæden ved Strandlund, siger den 85-årige Inger, der med egne ord ’er frisk og ikke fejler noget som helst’.

- Hvis jeg var blevet boende alene i huset, var jeg blevet ensom. Jeg har kun to veninder tilbage, og de har begge haft en blodprop, så selv om jeg har mine tre børn, ville jeg have været ensom. Hernede er fællesskabet så fint, og jeg har mødt sådan nogle fine mennesker, siger hun.