Hvis børn lærer om deres rettigheder i folkeskolen, får de nemmere ved at sige fra over for misbrug og omsorgssvigt, mener Red Barnet. Politikerne er positive, men ikke umiddelbart indstillede på at indføre krav.

Der blev uddelt hug til Danmark, da FN sidste år undersøgte den danske stats håndtering af Børnekonventionen. Blandt andet udløste det hård kritik, at færre end hvert 10. danske barn kender sine FN-garanterede rettigheder.

Den omstændighed skal folkeskolen være med til at ændre, mener Red Barnet. Organisationen opfordrer Folketingets partier til at indføre undervisning i børns rettigheder, for hvis børn kender deres rettigheder, har de bedre mulighed for at bremse overgreb og omsorgssvigt, lyder det fra generalsekretær Mimi Jakobsen.

- Børn skal være klar over, at de har ret til at sige fra over for krænkelser. Det gælder mobning, vold og selvfølgelig også seksuelle overgreb, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

- Hvis børn kender deres rettigheder, ved de også, hvornår rettighederne ikke bliver respekteret. Det giver dem bedre forudsætninger for at sætte egne grænser og søge hjælp, og det betyder, at de i sidste ende bliver mere modstandsdygtige, forklarer Mimi Jakobsen.

Fra politisk side er der sympati for forslaget, men Christiansborgs skolepolitikere er ikke umiddelbart indstillede på at tvinge skolerne til at undervise i børns rettigheder.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) påpeger, at skolerne i forvejen er forpligtede til at lære eleverne i de ældste klasser om FNs menneskerettigheder i historieundervisningen.

- Man oplever tit, at der opstår ønsker om at gøre vigtige problemer til en del af lærebogsmaterialet. Men for mig at se er det mere vigtigt, at børns rettigheder kommer ind på de rigtige tidspunkter i undervisningen, for eksempel via rollespil, hvor børn lærer, hvordan de håndterer krænkelser, siger hun.

Samme melding lyder fra den borgerlige side af Folketinget.

- Hensigten er udmærket, men det er ikke muligt at opfylde alle gode ønsker om at indføre obligatorisk undervisning i folkeskolen. Listen bliver ekstrem lang, siger børne- og undervisningsordfører Merete Riisager fra Liberal Alliance.

I Venstre vil ordfører Peter Juel Jensen nøjes med at påpege over for skolerne, at børnerettigheder er et vigtigt emne.

- Det er vigtigt, at der sættes fokus på emnet, men hvis vi gør det til en pligt, bliver vi nødt til at skubbe noget andet ud, siger han.

Også i skoleverdenen bliver Red Barnets idé mødt med blandede følelser. Anders Balle, formand for Skolelederforeningen, er helt med på, at folkeskolen bør være med til at lære børn om deres rettigheder, men han vil meget nødigt have endnu et punkt føjet til listen over fag og emner.

- Menneskerettigheder er en del af den demokratiske opdragelse i folkeskolen. Man kan sagtens skrive det ind i målsætningen, men vi har i forvejen en kæmpe liste over emner, vi skal undervise i, siger Anders Balle, der mener, at det først og fremmest er de voksnes ansvar at forhindre vold og overgreb mod børn.

- Det er noget, som vi som ansvarlige voksne skal reagere på, for de udsatte børn er ofte så kuede og undertrykte, at de ikke magter at sige fra, uanset om de kender deres rettigheder eller ej, lyder det fra skoleledernes formand.