Forældreparret fra DR-programmet 'Børnene med de blå mærker' får deres tvillinger hjem. Det skriver Hvidovre Avis.

Sabrina Andersen og Marc Backhausen har siden marts 2014 undværet deres tvillinger, men nu ser det ud til, at de får dem hjem.

Torsdag kl. 13.20 fik de Byrettens ord for, at Ankestyrelsens beslutning om anbringelsen af deres to børn skulle ophæves.

Tvillingerne Saya og Sasuke blev født i januar 2014, men kort efter fødslen opstod der blå mærker på begge børn. Efter et forløb med indlæggelser og overvåget samvær, blev tvillingerne i marts 2014 anbragt i familiepleje.

Sabrina Andersen og Marc Backhausen medvirkede 27. januar i DR-programmet 'Børnene med de blå mærker'. Programmet skildrer, hvordan myndighederne frygter at forældrene lider af det sjældne syndrom Münchhausen by proxy. Et syndrom hvor forældre skader deres børn for at få opmærksomhed fra læger og sygehuspersonale.

Selv hævder forældrene, at deres tvillinger er født med en sjælden sygdom, som gør, at de blå mærker opstår af sig selv.

Børne- og ungeudvalget, der træffer afgørelser om tvangsanbringelser, besluttede først, at tvillingerne ikke skulle anbringes. Men Hvidovre Kommune sendte en  bekymringsunderretning til Ankestyrelsen, som herefter underkendte Børne- og Ungeudvalgets afgørelse og lod børnene tvangsanbringe.

Med torsdagens afgørelse i Byretten kan forældrene se frem til at blive forenet igen, skriver Hvidovre Avis.