KENDER DU NOGET TIL SAGEN? KENDER DU MODEREN? ELLER VED DU, HVILKEN BØRNEHAVE, DER ER TALE OM? SÅ KONTAKT BT PÅ 1929@BT.DK ELLER SKRIV TIL OS PÅ FACEBOOK.

En to-årig dreng blev efterladt alene i sin udflytterbørnehave i over to timer mandag, efter at han var blevet glemt, da resten af børnehaven kørte hjem. Pædagogerne opdagede først, at han manglede, da forældrene kom for at hente ham. Nu fortæller Københavns Kommune, hvordan det kunne ske.

En mor til en to-årig dreng må have oplevet et mareridt, da hun mandag skulle hente sin søn, der går i en udflytterbørnehave i København. For mens mange andre børn steg af børnenehavens bus, så var hendes lille dreng ikke med.

Den lille dreng var simpelthen blevet glemt i børnehavens udflytterdel i Ishøj - vest for København.

Københavns Kommune bekræfter episoden og kalder den 'en dybt beklagelig fejl'. I en mail til BT skriver pressechef i kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning, Anni Lundqvist, at den lille dreng var blevet krydset af sammen med de andre børn, mens de stod og ventede på bussen, der skulle bringe dem tilbage til København.

Men ingen af pædagogerne opdagede, at drengen af uvisse årsager ikke kom med på bussen.

Da børnene og pædagogerne kom til København, blev alle børnene igen krydset af for at sikre, at de alle var med tilbage. Et kryds manglede dog at blive sat - men det var der tilsyneladende ingen af pædagogerne, der reagerede på:

»Ved en dybt beklagelig fejl reagerede medarbejderne ikke på, at der manglede et kryds ved et af børnene. Så først da forældrene kom for at hente, blev det opdaget, at deres barn ikke var kommet med hjem«, skriver pressechefen i mailen.

Da institutionen blev opmærksom på, at drengen manglede, alarmerede man politiet, der hurtigt sendte patruljer til stedet. Og til alt held fandt man den lille dreng siddende på terrassen foran institutionens udflytterdel klokken 17.20.

»Vi ankom 15 minutter efter, at vi havde fået alarmopkaldet. Og vi fandt den lille dreng siddende foran institutionen. Han var selvfølgelig ked af det, men ellers var han i god behold. Vi tog os af ham og trøstede ham, ind til forældrene kort efter kom og hentede ham«, fortæller Peter Grønbæk, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til BT.

Kate Obeid, der er områdechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, beklager episoden og lover, at man vil indføre en ny procedurer, så en lignende fejl ikke kan ske igen:

»Vi er alle sammen dybt berørte af situationen. Det MÅ bare ikke ske, og den tragiske begivenhed har foranlediget, at vi nu minutiøst gennemgår institutionens procedurer for at sikre, at der fremover ikke kan ske en lignende fejl. Vi har allerede ændret en del af institutionens procedure, så børnene først tælles, når de sidder i bussen. Vi kan ikke udtale os om konsekvenser for de involverede medarbejdere, da det er  fortrolige personaleforhold. Vi er i dialog med både den berørte familie og de øvrige forældre i institutionen, og vi gør alt, hvad vi kan for at genoprette deres tillid til os«, udtaler hun i en mail til BT.

Kommunen Kommune har stillet krisehjælp til rådighed for forældrene, barnet og medarbejdere

BT har tidligere i denne artikel skrevet, at drengen var tre år, da Københavns Kommune flere gange har oplyst dette. Efter samtale med drengens far står det dog klart, at drengen kun er to og elleve måneder. Han fylder tre år i december.